Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Alle ere vel enige om, at Rötscher blandt de æsthetiske Dramaturger indtager den første Plads, at der hos ham virkelig findes Veiledning for den, der kan læse og forstaa den dybe Tænker. Hans Betragtninger over Shakespeares Værker, over de enkelte Figurer i disse, ere i høi Grad belærende og interessante; men af alle hans Udtalelser om de enkelte Characterer har den om Julie forekommet mig som det mest glimrende Bevis paa hans Opfattelsesevne. Denne hans Opfattelse af Julie fordybede jeg mig nu ganske i, da der i den ligesom var talt ud af mit eget Hjerte. Jeg læste, jeg talte, ja jeg tænkte i denne Tid ikke paa andet end paa denne yndige, brændende, heltemodige Pige. Hvor ofte, naar vore Aftengjæster forlode os, og Heiberg 128 tyede op til sine Stjerner, vandrede jeg da til langt ud paa Natten ensom i Søkvæsthusets Have, kun tænkende, kun drømmende mig ind i det deilige Digt, idet jeg gjentog de skjønne Monologer i Havens Gange, fordybede mig i Tanken om dette mægtige Menneske, denne Digtergenius, fra hvis Sjæl al denne Herlighed er udstrømmet, der har givet alle Menneskers Smerter og Lidenskaber Ord, Ord, som Enhver synes ere Ens egne, kun løste som ved en Troldmand fra Sjælens Indre. Hvem kan paavise noget af den menneskelige Stræben, hvem kjender en hemmelig Følelse i Sjælens Dyb, som dette Menneske ikke har givet Ord i sine Værker? Hvor var jeg dog betaget af denne Digter og hans Julie, som jeg i mit 16de Aar havde spillet uden en Anelse om, hvad jeg egentlig foretog mig, men som nu, henved 20 Aar efter, fyldte min hele Sjæl i den Grad, at jeg syntes, at Udførelsen af denne Rolle egentlig var mit Livs Kald; ja, jeg skammer mig formeligt over det Afguderi, hvortil jeg paa dette Tidspunkt var forfalden med Hensyn paa denne Opgave, og i hvilken Grad Udfaldet af denne Rolles Fremstilling laa mig paa Sinde. Det er en overordentlig vanskelig Sag i et Kunstnerliv at holde Maade med sin kunstneriske Interesse og ikke sætte det kunstneriske Maal som vort Livs høieste Opgave, ikke ganske at gaa op i sin Kunst; thi dette har intet Menneske Lov til . Vi ere henviste til et høiere Maal, en større aandelig Kamp, end den kunstneriske, der ofte fører os i helt modsat Retning og ødelægger, netop naar vi gaa seierrigt ud af Kunstneropgaven, det Vigtigste af Alt, vor Individualitet , idet denne saa let fortabes i den kunstneriske Selvforgudelse. Og dog! skal en Kunstner naa op til nogen Høide, hvorledes kan det da ske, ifald det ikke brænder i ham, ifald han ikke kaster alt andet bort end netop dette Ene, der fylder hans Sjæl, fylder den i en saadan Grad, at Karret undertiden truer med at sprænges af den gjærende Vin, ja for at være oprigtig og sige den fulde Sandhed, fylder den i den Grad, at vort Hjerte ligesom glemmer Gud og hans Engle og intet Samliv har med dem, men kun lever og aander for Phantasiens Fostre! Vi skabe og glemme, at han den Mægtige skabte os, glemme, at vi Intet formaa, hvis han ikke lægger sin Velsignelse til vor Gjerning, glemme, at disse kunstneriske Frembringelser, som vi mene at være Mester for, ogsaa ere hans Værk, idet han nedlagde Evnen i os og hjælper os med at faa dem frem og tydeliggjøre dem for Andre. Vi Mennesker kunne Intet udrette, uden at vi ganske gaa op i det, vi ville, og dette kunne vi paa den anden Side ikke uden Fare for at tabe os selv; det er vort Jordelivs største Vanskelighed at forene disse tvende Krav. Hvilken Udholdenhed, hvilken Afholdenhed, hvilket Fond af Kræfter hører der ikke til for at vandre hen ad denne Vei! Jeg var ikke paa denne Vei under Indstuderingen af Julie; jeg var i Lidenskab og glemte alt Andet over dette Ene; naar jeg af og til kom til lidt Eftertanke, 129 begyndte jeg næsten at frygte for, at Nemesis, naar Øieblikket kom, vilde kræve et Offer for dette mit Afguderi.