Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Endelig, efter mange Forhindringer, kom "Romeo og Julie" omsider til Opførelse den 23de januar 1847. Jeg var lykkelig paa Prøverne ved den Glæde, som det er at turde udtale i lydelige Toner de herlige Ord, at turde hengive mig til de mægtige Stemninger, at turde lade mig løfte høit op over Hverdagslivets smaa Tryk, at turde ligesom formæle mig med den mageløse Digters Aand og føle og fornemme, hvad han har følt og fornummet, føle det, hvis det ikke klinger formasteligt, føle det maaske stærkere, end da det strømmede ind paa ham selv ved Inspirationen, hvori en Digter saa at sige faar det Bedste for Ingenting. Ikke saaledes er det med Skuespilleren; vel kunde man sige, at ogsaa han faar det Bedste ved Inspirationen, en Gave fra de høie Guder, men efter at en Skuespiller ved Inspirationen har grebet Billedet i dets Helhed, maa han møisommeligt, ligesom ved et Mosaikarbeide, føie Sten til Sten, og faa disse uendelig mange Smaating, som en Fremstilling bestaar af, til at passe ind i hinanden, for at et helt levende Billede kan komme frem heraf og paavirke Tilskuerne. Nu ere der nogle Talenter, som først gribe alle disse smaa Detailler, og deraf udspringer for dem tilsidst Billedet, men det Høieste opnaas ikke paa denne Maade. Først det hele Billede bestemt, levende, sikkert, saa Fordybelsen i alle de smaa Træk, der slutter sig dertil, først saaledes gjør man Digterens Ord til sine, Digterens Følelser, hans Glæder, hans Smerter til sine egne Glæder og Smerter; ja, hvor besynderligt man dog kan tilegne sig Digterens Ord og Tanker, det er ikke længere hans, men vore; vi synes, at de ere undfangne af os selv. Jeg mindes i dette Øieblik en Samtale, jeg engang havde med den gamle Grundtvig. Vi vare begge hos Hall til Middag. Efter Bordet kom Fru Hall hen til mig og sagde: "De maa endelig tale rigtig med Grundtvig; jeg har glædet mig over at føre Jer To sammen." Jeg bad paa det Indstændigste, om jeg maatte være fri herfor. Vi omgikkes ikke Grundtvig, da han aldrig havde kunnet forsone sig med Heiberg paa Grund af den Polemik, hvori de engang havde været indviklede. Ved Bordet havde han mishaget mig ved sine hensynsløse Udtalelser til høire og venstre. Han havde forekommet mig som en bidsk Hund, om hvem man ikke vidste, hvad Øieblik den vilde springe op paa Bordet og anfalde Gjæsterne med et vældigt Vov! Jeg havde derfor aldeles ingen Lyst til at tale med ham. Imidlertid holdt Fru Hall mig fast, gjorde Tegn til Grundtvig, og inden jeg saae mig om, vare vi To ene i et lille Cabinet, som stødte op til den egentlige Selskabssal. Han nærmede sig til mig og indledede en Samtale: "Lad os sætte os her og tale lidt i Ro," sagde han, idet han pegede hen paa en Sofa i Dybden af Stuen. Vi satte os, og nu dreiede han strax Samtalen hen paa vore Digtere, især Oehlenschläger og Hertz, 130 idet han temmelig bittert sammenlignede dem med Shakespeare, den eneste Digter, som det lod til, at han anerkjendte. Nu ja, det bedste er godt nok, som man siger. Fra Digterne kom Turen til Skuespillerne. Med en vis Foragt i Minen, der sandelig ikke skulde bidrage til at gjøre mig forfængelig, sagde han: "Jeg kommer saa godt som aldrig i Theatret og har ingen Interesse for Skuespilkunst, thi det skal ingen faa mig fra, at første Gang en Skuespiller spiller en Rolle, nu ja, det lader jeg gaa, men anden Gang den samme Rolle spilles, er det jo dog ikke andet end den pure Affectation." Jeg svarede ham, at en saadan Anskuelse kunde jeg umuligt gaa ind paa, men at jeg syntes, at hvis denne hans Opfattelse var den sande, da saae jeg ikke rettere, end at den Præst, der den samme Formiddag prædikede den samme Prædiken to Gange i to forskjellige Kirker, da ligeledes kun var sand den første Gang, men affecteret den anden Gang. Denne Ytring af mig behagede ham aabenbart ikke; han svarede, idet hans Læber zitrede, med slet tilbageholdt Vrede: "Nej, Tak skal De have! Præsten kan prædike den samme Prædiken to Gange, thi Ordene ere hans egne ." - "Men en god Skuespiller tilegner sig Digterens Ord, som om de vare hans egne," svarede jeg, og nu prøvede jeg paa at gjøre mig forstaaelig for ham, idet jeg udviklede, hvor forunderligt en Skuespiller formaar at formæle sig med det Digt, han fremstiller; men enten vilde han ikke, eller han kunde ikke forstaa mig; jeg er tilbøielig til at antage det Sidste. Der manglede ham aabenbart en Sans paa dette Punkt. Mon Grundtvig har havt Sans for Maleri? Jeg maa næsten betvivle det. Hvor vilde han ikke være bleven forundret, om han havde kunnet se ind i mig under min Indstudering af Shakespeares Julie! Nej, sandelig, min Glæde og Henrykkelse herover var ikke Affectation.