Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Aftenen kom, da jeg skulde udføre, hvad jeg saa længe havde forberedet. Den Tanke, at jeg vilde komme til at bøde for mit Afguderi under denne Rolles Indstudering, havde igjen meldt sig med fornyet Styrke. Imidlertid gik Forestillingen sin rolige Gang for det tæt besatte Hus og blev fulgt med stor Opmærksomhed og Interesse, indtil jeg i tredie Akt, hvor Julie udtaler sig i Lidenskabens stærkeste Udtryk, med Et ser Røghvirvler stige op af Gulvet, hvor jeg stod. Aldrig har jeg som i dette Øieblik mærket, hvor Tanken kan være hurtig som Lynet. At sige til mig selv: Der er Ild i Theatret, det brænder under dine Fødder - det er Nemesis! - men jeg viger ikke, jeg vil have denne Monolog tilende, Ord til Andet, inden jeg forlader Scenen, - var hurtigere tænkt, end jeg her kan nedskrive det; jeg blev og fik Ord til andet sagt, hvad jeg vilde sige, men idet Julie forlod Scenen, brød Røgen frem med en saadan Styrke, at det ikke længere var muligt at skjule det for Publikum, og der opstod en saadan Alarm, at Teppet 131 maatte gaa ned. Ubeskrivelig var min Smerte, da jeg var kommen ud i Coulissen. Spildt! Alt spildt! Illusionen fuldstændig tilintetgjort! Endnu medens jeg stod paa Scenen, var Ilden opdaget af de andre Skuespillere og Skuespillerinder, hvis Mumien og Udraab lød dæmpet til mig fra Coulisserne, hvor de beklagede mig i denne Situation; jeg blev derfor, da jeg kom ud, modtaget af en af Damerne med de Ord: "Vær ikke bange, endnu er der ingen Fare." - "Bange," udbrød jeg, "hvorfor?" Jeg blev næsten forbitret over denne Trøst, som om Frygt var det, der i dette Øieblik bevægede mig! Kunde jeg dog med Ord forklare den forfærdelige Tilstand det er, naar saaledes en tilfældig Omstændighed pludselig tilintetgjør al Illusion, og vi staa der berøvede alt det, der bærer os i denne Illusionernes Verden. Jeg kan kun sammenligne det med, hvad det vilde være for en Kvinde, om pludselig ethvert Klædebon faldt af hende, og hun stod der, udsat for Alles Øine - ja Billedet er ikke smukt, men jeg kan ingen Lignelse finde, der bedre passer til en saadan Situation; saaledes har jeg følt den som en Skam, thi pludselig staar man der, som en Gjøgler, der er set i Kortene; Følelsen af en uhyre Ydmygelse har ved saadanne Leiligheder lagt sig som en Sten paa mit Bryst.