Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg tyede op i mit Paaklædningsværelse, lukkede min Dør og overgav mig til min Smerte, ubekymret om Ilden dernede greb om sig eller ikke. Man blev imidlertid hurtigt Herre over den, saa at Stykket kunde fortsættes. En ny Kval! Man tænke sig, hvilken Anstrengelse der kræves af vor Phantasi, naar den efter en saadan Afbrydelse paany skal arbeide os og Tilskuerne ind i Illusionen. Dette var en af de smerteligste Aftener, jeg har oplevet paa Theatret, - og desuagtet fik Phister mig dog samme Aften til at le. Da jeg havde trukket mig tilbage under Alarmen, vidste jeg ikke, hvorledes Alt var gaaet til. Phister fortalte nu, at da Alarmen i Publikum begyndte at blive foruroligende, havde man formaaet Nielsen til at træde frem for at berolige Gemytterne; "men," vedblev han, "nu var det nær gaaet rent galt, thi da Nielsen forsikrede paa sit Æresord , at der ingen Fare var, da lød det: "Siger han det, saa er det vist Løgn, lad os hellere se at komme afsted" - og Gud veed, hvad der var sket for Ulykker, ifald ikke Teppet i det Samme paany var gaaet op og Forestillingen fortsat."