Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Dog ikke nok med denne Sorg; jeg havde ogsaa en anden, som ikke gik mig mindre nær. Michael Wiehe havde tidligere gjort stor Lykke som Romeo; men Virkningen var nu kjendeligt ringere. Jeg klagede herover til mine Venner, idet jeg fandt, at Publikum var ubilligt mod ham. Martensen svarede: "De gjør Publikum Uret; Anken over hans Spils Mathed er ikke ugrundet; saa længe Wiehe spillede med den lille unge Pige, der debuterede heri, var hans Romeo tilstrækkelig fyldig; nu da han spiller den med 132 Dem. forslaar det ikke ret; De trykker ham, og han kan ikke vinde op i Niveau med Dem." Om denne Ytring udsprang af Interesse for mig, tør jeg ikke bedømme. Men en stor Sorg var det for mig, at Publikums Begejstring for Wiehe i denne Rolle saaledes var svækket. Fem Gange gik "Romeo og Julie" over Scenen i denne Saison, og for hver Gang fandt jeg selv, at Wiehe blev mattere og mattere; jeg saae, at hans Ulyst til at spille denne Rolle blev større og større, og den Glæde, han i Begyndelsen havde ytret ved atter at skulle spille Romeo, gik nu over til fuldstændig Vrantenhed, naar Stykket stod paa Repertoiret. Jeg var i høi Grad forundret over dette Omslag, thi Wiehe var ikke af de Skuespillere, der tabe Kjærligheden til deres Opgave, fordi nogle Haandklap udeblive. Her maatte stikke noget Andet under. Naar jeg spurgte ham, hvad der saaledes havde forandret hans gamle Glæde over at spille denne Rolle, svarede han: "Jeg kan ikke spille den; min Udførelse af den er slet, og jeg vil ikke være til Latter." Da jeg nu trængte ind paa ham med Spørgsmaal om, hvad det dog var, der havde givet ham dette Syn paa hans Udførelse, fik jeg omsider Lys i Sagen. Der gives Venner, som styrke os ved deres Dadel, saa vi samle nye Kræfter og ret tage os sammen; Andre, der lamslaa os, idet Dadelen klinger som Haan og Spot og derved berøver os Modet til at tage fat med fornyet Kraft. Wiehes ømfindtlige Natur taalte ikke en Ven af den sidste Slags, og en saadan havde han faaet i en Mand, som kun Faa dengang kjendte, nemlig Student Høedt. Gjennem ironiske Bemærkninger havde han spottet Wiehe for hans Fremstilling af Romeo, latterliggjort den lyriske Tone, der var Wiehes Styrke i enhver Rolle af erotisk Art, der klingede igjennem hans Spil med en saa skjøn og inderlig Sandhed og smeltede saa ganske sammen med hans hele Personlighed, at man vel tør sige, at Theatret aldrig har havt og vanskeligt faar et Talent, der i denne Retning kommer ham nær. Hvor Wiehe gav disse Toner frit Løb, var hans Seier hos Publikum vis; thi uimodstaaeligt var det Væld af Følelse uden al Sentimentalitet, den mandige, lyriske Styrke, hvormed han kunde give selv den ubetydeligste Replik et Indhold, en Baggrund, der paa een Gang fængslede og bedaarede. Og hvor var disse lyriske Toner mere paa deres Plads, end hos Shakespeares elskovssyge Romeo? Disse hans Toner bleve nu parodierede af en spottende Ven; han veg tilbage for Spotten, havde ei Kraft til at tilbagevise den; nei, den rammede ham saa dybt, at man godt kan sige, at han aldrig i sit senere Theaterliv forvandt Braadden; og efterhaanden forandredes hans Spillemaade mere og mere, saa at der endogsaa ikke sjeldent indsneg sig en vis Raahed i hans Spil, af Frygt for at han skulde lade sig forlede af sit varme Hjerte til altfor bløde Udbrud. Da man senere gjorde Bekjendtskab med Høedts Skuespillertalent, erfarede man, i hvor høi Grad dette netop var 133 berøvet de lyrisk-erotiske Toner; hvad Under da, at de i hans Øre klang som falsk Musik, der burde afskaffes. Det er ikke godt at synge for døve Øren, siger Ordsproget. Ved Høedts Drillerier blev nu engang Wiehes ømfindtlige Natur rammet saa stærkt, at det ikke stod i hans Magt at frigjøre sig for Virkningen deraf, til Trods for, hvad alle Andre forsikrede ham i modsat Retning. Han blev ved, at hans Fremstilling af Romeo var slet, og at han ikke vilde være til Latter.