Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Fem Aar efter, 1852, var Wiehe imidlertid paany villig til at spille Rollen: "Jeg har nu ganske omarbeidet Udførelsen," sagde han, "og vil nu spille den." Stykket blev altsaa opført i April. - Nu skulde man altsaa se Romeo spillet efter den forbedrede Spillemaade; men hvilken Skuffelse! Mat og tørt var nu det Billede, hvis ungdommelige Varme man tidligere havde glædet sig ved, og Virkningen paa Publikum udeblev aldeles. Wiehe spillede denne Aften en af de taknemmeligste Roller, et Repertoire kan have, uden at der den hele Aften lød mindste Bifald fra det tætbesatte Hus. Hvad gik der dog i Aftes af Wiehe? spurgte Folk Dagen efter; hvorledes var det, han spillede? Dette var Udbyttet af Høedts Kritik og Wiehes Reflexion over samme. Nogle Dage efter denne triste Aften mødte jeg Wiehes Kone paa Gaden. Hun kom hen til mig og spurgte: "Hvad siger De om Michael, som han spillede forleden!" Jeg udtalte da min Sorg over, at et Menneske i den Grad kan lade sig paavirke af en umoden og ensidig Anskuelse, der intetsteds havde hjemme. "Vær ikke vred paa ham," sagde hun, "De tror ikke, hvilken Stemning han var i efter Forestillingen. Herre Gud!" vedblev hun, "han turde ikke spise sig mæt om Middagen, og vi havde derfor aftalt, at han om Aftenen skulde tracteres. Jeg havde indrettet Alt saa godt hjemme, og nu sade vi der foran det dækkede Bord; Ingen af os havde Lyst til at røre ved Noget; det var dog en forfærdelig trist Aften! Han er nu fast besluttet paa aldrig mere at spille denne Rolle. Da jeg vilde gjøre Indvendinger derimod," vedblev hun, "svarede han: Naar man kan spille en Rolle som Romeo, uden at der den hele Aften rører sig en Haand, da maa det være, fordi man spiller den slet."