Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Noget efter at jeg anden Gang efter saa mange Aars Forløb havde spillet Julie, udkom i Sommeren 1848 i "Fædrelandet" en pseudonym Afhandling (af S. Kierkegaard), under Titlen: "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv." Ved at læse denne i mere end een Henseende mærkelige Afhandling maatte jeg tro, at det var mig og min kunstneriske Virksomhed, han havde gjort til Gjenstand for sin Tænkning, for sine psychologiske Betragtninger. Det kunde ikke andet end være beroligende og glædeligt for mig at læse den Dom, der her blev udtalt over mig i en Art af Roller, som man gjerne har villet paastaa laa udenfor mit Omraade. Det er ikke hendes Genre, - saaledes hedder det gjerne, naar et Talent med Lethed er henvist til en Retning og fra denne vover sig ind i en anden Retning paa Kunstens Omraade. Ganske vist var Lystspillet, Eventyrcomedien, det lyriske Drama, Vaudevillen det, som jeg saa at sige fik for Intet, fordi det saa ganske smeltede sammen med min Individualitet, med min Natur, med de Evner, denne havde faaet til at fremstille Billeder, der formaaede at illudere. Ganske vist maatte jeg i tragiske Roller i høi Grad samle mine Kræfter og være opmærksom paa mig selv; ogsaa er det muligt, at jeg i disse manglede en vis Tyngde , nogen, om jeg saa maa sige, symmetrisk Storhed, en vis stereotyp Ro i Minespillet, som mit bevægelige Physiognomi havde ondt ved at bevare, en vis ædel Monotoni i Plastiken, i Gang og Holdning. Men Julie er ingen Medea. Hun er et ungt lidenskabeligt Barn, der bevæger sig igjennem en stærk Nuancering af den erotiske Lidenskab; en virkelig tragisk Høide naar hun først i de faa Repliker, Digteren lader hende udtale, efter at hun er vaagnet op i Gravkapellet og finder Romeo død ved sin Side og da selv støder Dolken i sit Hjerte for at følge ham. Derfor lader Digteren hende heller ikke her udbryde i Suk og Klager, i Taarer og Skrig, thi da vilde den tragiske Høihed forsvinde og den ædle Ro forstyrres. Tilskueren vilde da nedsænkes i Jammer, men ikke hæves op til det Sublime. Efter min Anskuelse er det altsaa kun disse tre, fire korte Repliker i Julies Dødstime, der egentlig fordre en stor tragisk Fremstilling, og derfor mener jeg, at mine Evner vel kunne strække til for at udføre en Julie, saa vist som de ikke vilde strække til for at udføre en Medea. Men som sagt, lige let faar man ikke Alt, og unegteligt er det det bedste, som man faar for Intet.