Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg havde naturligvis, forinden Kierkegaard nu selv sendte denne Afhandling, læst og atter læst den og følt mig glad og styrket derved. Ak, misund ikke en stakkels Kunstnerinde, der mener og har ment det alvorligt med sin Stræben, en Gang imellem at høre et aandfuldt Ord som Svar paa denne Stræben. At gjøre hvad man kalder Lykke, at blive beundret af Bladenes Kunstcritici, denne Anerkjendelse ser ved første Øieblik ud, som var den noget, og den er jo, ifald man tør haabe, at den er et Resultat af det Tryk, den almindelige Mening udøver, ogsaa noget, men - lad mig her citere Kierkegaard selv - "Det synes saa herligt, det seer ud som var det Noget; men naar man seer nøiere til og seer i hvilken Møntsort denne anerkjendende Beundring udredes, seer hvilket fattigt Indbegreb af lurvede Trivialiteter, der i Theaterkritikens Verden constituerer Fondet ad usus publicos (og det er jo af dette Fond, at hin stadig anerkjendende Beundring 136 ordenligvis udredes), saa turde det vel være muligt, at selv dette det heldigste Vilkaar for en Skuespillerinde er tarveligt og fattigt nok."