Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Disse Udtalelser af en Ikke-Skuespiller var det, jeg forbausedes over. De ere fuldstændig rigtige, jeg har følt det mange Gange, netop som det her skildres. I Coulissen hele Angestens Vægt, ved Indtrædelsen og Udøvelsen let som en Fugl. Det gaar dem, som igrunden slet ikke ere eller bør være Skuespillere, lige modsat. Udenfor i Coulissen freidige: hvad skulde jeg være angest for? siger de. Men ikke saa saare træde de ind, før Angesten lægger sig paa dem som en Mare. Det er derfor en Kjendsgjerning, at unge Debutanter sjeldent ere angest første Gang, de optræde; men Aar for Aar indfinder Angesten sig altid stærkere, alt som den kunstneriske Byrde lægges tungere og tungere paa dem. Hvor lidt et Publikum veed noget af alt dette, viser det bedst ved, at der altid er rørt og kjærligt stemt imod den, der viser sin Angest paa Scenen lige overfor det, uden at betænke, at denne synlige Angest er det bedste Kjendetegn paa, at man ikke formaar helt at gaa op i Fremstillingen, saa at man er en Anden og ikke sig selv som i det private Liv.