Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Man erindrer vel det Brev, som en dansk Dame skrev til den gamle Professor Arndt i Bonn om Forholdene i Slesvig, et Brev, der havde gjort stor Opsigt ved den Varme og det danske Sindelag, som udtalte sig deri. Dette Brev, som var underskrevet "Valgerda", havde meget interesseret Heiberg og sysselsat hans Tanker. En Morgen, inden han endnu var staaet op, sagde han til mig: "Nu vil jeg skrive et Stykke for Theatret; det er mærkeligt, jeg har i Nat i Drømme faaet hele Sujettet for Intet; det skal handle om den Valgerda, der skrev Brevet til Professor Arndt." Jeg blev ganske henrykt herover og bad ham kun ikke ikke at opsætte at udføre Arbeidet. Og 138 virkelig tog han strax fat med stor Iver. I en Maanedstid var Stykket skrevet og indleveret anonymt; thi det gik Heiberg som Hertz; paa dette Tidspunkt turde mindst han skrive med Navn under. En Aften læste han Stykket op for sin Moder og mig, og vi fandt begge stort Behag deri. En Nydelse var det altid at høre Heiberg læse høit med sin rene, velklingende Stemme og det fuldendte Udtryk i Replikens Nuancering. Stykket blev antaget og opførtes den 5te Februar 1847. Da Stykket havde nogle politiske Tendenser og raillerede en Del med vore Blade, var Publikum i en vis Spænding og vidste ikke ret, om det turde more sig herover, om det turde applaudere, eller om det skulde være paa sin Post mod den anonyme Forfatter. Imidlertid brød nogle af de comiske Scener Isen, og man havde en Følelse af, at det dog nok ikke gik an at negte det et anerkjendende Bifald. Juditas Rolle blev en af mine kjæreste; i faa Roller paaskjønnedes jeg mere end i denne stille, fordringsløse Pige, hvis dybe Følelse Heiberg har udtrykt paa en saa henrivende Maade. Scenen mellem Broder og Søster, hvor hun bebreider ham, at han ligesom har fornegtet hende lige overfor den i egen Indbildning mere betydelige Vilhelmine, er en af de smukkeste og fineste Scener, jeg kjender i noget Lystspil; heller ikke forfeilede denne Scene en eneste Gang sin Virkning hos Publikum. Til min store Glæde var Heiberg henrykt over min Fremstilling af Judita. Ogsaa fra min gamle, faderlige Ven Collin fik jeg Dagen efter den første Forestilling en saa varm og hjertelig Taksigelse, at det ret frydede mig: "Jeg kan ikke gaa til Ro," skriver han efter Forestillingen, "uden paa det Hjerteligste at takke Dig, min velsignede Hanne, for Din yndige Fremstilling i Aften, der bragte Taarerne i mine gamle Øine." Collin takkede sjeldent og var i det Hele taget i høi Grad tilbageholdende med Udtalelser om, hvad han syntes om eller ikke syntes om. Fra saadanne Mennesker gjør det derfor godt, naar de en enkelt Gang bryde ud i Varme. Der var virkelig Ingen, der ved Stykkets Opførelse gjættede paa, at Heiberg var Forfatteren; saa lidt formaa de Fleste at gjenkjende selv en meget bekjendt Forfatters Stil og Form. Jeg var forundret herover, thi hvem Andre end han kunde vel skrive denne Prosa, denne Dialog? Jeg skulde have gjenkjendt ham heri, om Manuscriptet saa var kommen fra Sibirien eller Grønland, saa Heibergsk var hele Stykket i Form, Stil og Character. Forøvrigt gjorde det ikke sin fulde Virkning fra Scenen, thi Hovedrollen, der var i M. Wiehes Hænder, kom ikke til sin Ret. Han tog for tungt paa den hele Fremstilling og havde ikke den lette, flydende Conversationstone tilstrækkeligt i sin Magt. Det noget Melancholske i Wiehes hele Væsen forrykkede Billedet af den lette, bevægelige, af Patriotisme begeistrede unge Mand, der maa have et Anstrøg af en Fusentast for ret at forstaas. Den hele Character maa have et lyst Foraarspræg og ikke spilles som en grublende Melancholiker, thi da

        

139 bliver det Hele uforstaaeligt. Jeg foreholdt ham alt dette, men han formaaede ikke at forandre sin Opfattelse og gribe en ny, og Heiberg delte Skjæbne med saa mangen en Forfatter, der ikke i Skuespillernes Udførelse gjenkjender sit eget Billede, men faar et nyt, der ikke passer ind i den hele Ramme. Man maa haabe, at dette Stykke en Gang i Tiden vil komme mere til sin Ret. Phister som den døve Sproglærer og Fru Sødring som Husholdersken vare aldeles fortrinlige.