Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Rose i Molières "Fruentimmer-Skolen" har, saa underligt det ved første Øiekast kan synes, stor Lighed med den Opgave, Shakespeares Julie stiller; saa stor Lighed som en Rolle i et Lystspil kan have med en Rolle i en Tragedie. "Det var som Pokker!" hører jeg dem sige, som læse dette. Dog lad mig forklare, hvori Ligheden bestaar. Begge disse unge Piger begynde i Stykkerne næsten som Børn, fuldstændigt paa Umiddelbarhedens Standpunkt, uden mindste Erfaring eller Reflexion. Julie takker sin Moder som et lydigt Barn ved Talen om en Forbindelse med Paris; Rose lader sig lede som en Dukke af sin Formynder; men begge Pigerne blive selvstændige, opfindsomme, ulydige mod Alt imellem Himmel og Jord, da Kjærligheden vaagner i deres unge Hjerter. De begynde som Børn, men ende som selvstændige Kvinder, der vide, hvad de ville, og ville dette for enhver Pris. Julie samtykker i at udgive sig for død for at vinde sin Romeo. Rose, den uvidende, naive, troskyldige, uerfarne Rose, samtykker i om Natten at flygte bort med den ubekjendte unge Mand for ikke at miste ham. Begges Lidenskab voxer næsten til samme Høide, overgaar næsten Elskernes i Styrke og Heroisme. Hos begge er Amor Læremesteren, der i et Nu forvandler dem og i et Nu lægger Aar til deres Alder. Her gjælder det altsaa i Udførelsen om en fuldstændig Forvandling hos begge. I denne Forvandling ligger Hovedopgaven for den Skuespillerinde, der skal fremstille dem. I Tragedien som i Lystspillet se vi derfor ofte, at Skuespillerinderne snart formaa at give det første Stadium i Rollen, men ikke det sidste; snart det sidste, men ikke det første; og dog ere disse Fremstillinger Intet, uden ved Forening af begge Sider. Rose skal mod Slutningen af Stykket, lige saa lidt som Julie, længer være et Barn, men en ung Kvinde, der som en Blomst har udfoldet sine Blade, rede til at sætte Frugt. Julie dør paa dette Toppunkt af sin Udvikling; Rose føres til Brudeskamlen, ikke længer som en "lille Gaas", men som en ung Kvinde, der bærer alle Muligheder i sig til fremdeles at 140 udvikles ved sin Ægteherres Side. Derfor gjælder det i høi Grad i denne Rolle, hvad jeg har udviklet om det Naive, at det ikke fremtræder som Pjat, men som Uskyldighed, hvor Dybsindet anes at kunne komme frem. Man kan sige, at Moliére har gjort Overgangen vanskeligere end Shakespeare, da han egentlig kun har givet Rose en eneste lille Scene med Elskeren i Slutningen af Stykket til at vise Forvandlingen, men i denne lille Scene er det Skuespillerindens bestemte Opgave at faa Forvandlingen frem, kan hun ikke dette, er Opgaven med Roses Rolle kun halvt løst. Det yndige Brev fra Rose til Elskeren er aabenbart af Forfatteren bestemt til at forberede Tilskuerne paa, at en Forvandling er mulig.