Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

En lille enestaaende, privat Glæde havde jeg under Opførelsen af dette Stykke, saa ofte det blev spillet. Det hørte til de store Sjeldenheder, at jeg i de Stykker, hvori jeg spillede, havde en hel Akt fri. I "Fruentimmer-Skolen" var dette Tilfældet; det blev da besluttet, at denne Akt skulde benyttes til en lille Fest i Coulissen. Jeg tracterede med Vin og Kager, og de øvrige Spillende indfandt sig da, saa ofte de ikke vare paa Scenen, til min Fest. Det Usædvanlige heri satte os Alle i en overgiven Stemning; man lo, man spøgte, man ønskede, at Akten havde været dobbelt saa lang, saa fortræffeligt gik denne Fest for os. Undertiden blev Heiberg og Collin indbudne til vor Coulissefest, hvilket ikke standsede Munterheden, men gav den fornyet Kraft. Ak! lykkelige Tider, hvor et Kunstnersamfund staar saaledes, at Sligt lader sig gjøre! Hvad Under da, at der kom Liv i Fremstillingen, naar Munterheden bragtes ind med fra Coulissen, saa at Indtrædelsen paa Scenen kun var en Fortsættelse heraf. Glade med hverandre maa man være for at kunne spille Comedie sammen; har Splid og Tvedragt indfundet sig mellem Personalet, da Farvel alt Sammenspil! Hvor ofte er et Lystspil ikke gaaet fortrinligt over Scenen ved den Munterhed, som har hersket paa Prøverne til det? Den Enes Lystighed sætter den Andens i Bevægelse, og et Sammenspil opnaas, som uden denne Lystighed havde været en Umulighed. Naar man derfor undertiden hører den Ytring i Publikum: "Hvad kommer det os ved, om de kives indbyrdes, naar de kun spille godt," da er dette en stor Feiltagelse; det kommer dem ved, thi de ville lide derunder. Skuespilkunsten er en glad Kunst, og er Glæden borte, da mangler det Sollys, som skal give det Hele Glans og Varme.