Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

En Vinteraften, den 3die Marts, sad Heiberg, hans Moder, Martensen og jeg i fortrolig Samtale. Det ringede, og Georg Buntzens Broder, Andreas, traadte ind og meldte os, at den stakkels Georg, som i den sidste Tid havde ligget paa Frederiks Hospital, var befriet fra sine Lidelser. Som alle ædle Naturer modtog Heibergs Moder dette Sorgens Budskab stille; men rørende var det at se den bøiede Skikkelse krybe sammen, som om Sjælen frøs i 141 hende, og lille, som hun var, blev hun næsten til Intet. Hun knugede de sammenfoldede Hænder til sit Bryst ligesom for at holde sig opreist; de stille Taarer trillede ned ad den Gamles Kinder, og vi Andre kunde ved dette Syn lige saa lidt holde vore tilbage. Vi havde jo længe været forberedte paa, at dette Budskab kunde bringes os, hvad Øieblik det skulde være; ak, men hvem er saaledes forberedt paa Døden, at den ikke alligevel gjør sin fulde, overraskende Virkning, naar Visheden kommer. Jeg var meget taknemmelig over, at Martensen netop var hos os i dette Øieblik, og han blev længe hos os den Aften; han talte saa skjønt med sin dybe, mandige Røst, talte saa menneskeligt og dog tillige saa opløftende og belærende, at disse Timer havde den mildeste, den mest beroligende Indflydelse paa os Alle. Det er en besynderlig Virkning, et saadant Dødsbudskab øver paa os. Vi havde siddet i høirøstet Samtale, da Georgs Broder traadte ind i Stuen, og nu efter Budskabet lød Talen saa dæmpet, saa sagte, som om man frygtede for, at et eneste af de uskyldige Ord skulde blive hørt af Andre. Det er det Høitidsfulde, det er Sjælen, der hvisker inde i os: "Denne Vei er ogsaa bestemt for dig, dæmp din Røst med Ærbødighed, saa ofte et Budskab fra de Dødes Rige minder dig om dit rette Hjem!"