Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Fra Dag til Dag mærkede jeg mere og mere, i hvilken Grad Budskabet om Georgs Død havde rystet Heibergs stakkels Moder. "Gudskelov!" udbrød hun, "jeg har jo endnu Eder tilbage; men I kunne undvære mig, for ham var jeg nødvendig, thi fra min Haand modtog han Alt." Alligevel var og blev hendes Sorg stille og mild. Den trofaste Martensen besøgte hende i denne Tid hyppigt om Eftermiddagene i hendes lille Stue og talte taalmodigt med hende om det Eneste, der nu beskjæftigede hendes Tanker, Livet efter dette. Efter ethvert nyt Besøg af ham opstod der atter Spørgsmaal paa Spørgsmaal, som hun længtes efter at faa besvarede af ham. Naar jeg undertiden et Øieblik satte mig ind hos dem, sagde hun med sin milde, ydmyge Stemme: "Den gode Martensen sidder her og svarer mig saa overbærende paa alle mine dumme Indfald og triste Tanker." Hun var i Grunden forandret fra samme Time, som dette Slag havde ramt hende; fra den Aftentime kan man sige, at hendes Alderdom begyndte. Livlig, sangvinsk, som hun var af Naturen, kunde hun tidligere, selv om Et og Andet trykkede hendes Sind, hurtigt glemme alle Tryk og le af Hjertens Grund, naar noget Comisk naaede til hende; efter Buntzens Død hørte jeg aldrig mere den bekjendte hjertelige Latter, en Iagttagelse, som ofte smertede mig og indgød mig den inderligste Medlidenhed med min stakkels Veninde. Tidligere kunde hun, naar Samtalen var livlig imellem os, glemme Tiden, saa at hun ofte sad med os til ud paa Natten; efter denne Sorg afbrød hun tidligt og gik ind paa sine egne Værelser, for langsomt at forberede sig til at gaa til Hvile.