Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Tilsidst gik vi i det deilige Veir ned til Havnen for at se de sidste Lysstraaler farve Skyerne og de mange Skibe, som Havnen var fuld af. Paa Rheden laa en Del russiske Krigsskibe, som i denne Sommer manoeuvrerede i vore Farvande. Da vi i Tusmørket vilde vende hjem, standsedes vi pludselig ved en vidunderlig Musik; vi lyttede og gik efter Lyden. Da saae vi en stor Admiralsbaad ligge ved Bolværket, og en Snes russiske Matroser i Baaden. Fra disse kom den besynderlige Musik. Det var utvivlsomt en Nationalsang, som de udførte, medens de, efter hvad der blev os fortalt, ventede paa Admiralen, der var i Land, men en Nationalsang af et saa vidunderligt Præg, at den vistnok kun kunde tilhøre russiske Matroser. Den begyndte med, at en Stemme sang en Strophe, derpaa faldt en og atter en Stemme ind og tilsidst Alle; den hele Sang lød saa dæmpet, som om der var lagt Sordiner paa Røsterne, svulmede af og til op og endte tilsidst i et hendøende Piano. Det Hele gjorde et saa melancholsk, et saa knugende Indtryk, at jeg neppe turde trække Veiret, saa længe de sang. Det var vistnok betegnende for et Land at have en saadan Nationalsang. Trældommen lød ud af enhver Tone, og hvor de svulmede op, lød Befrielsens Suk igjennem med en saa vidunderligt dæmpet Lidenskab, at jeg gøs derved. Jeg kan aldrig glemme denne Tusmørkesang, og længe gjenlød den i mine Øren, efter at Tonerne forlængst vare ophørte. Jeg tænkte paa vore raske, djærve, blaa Gutter; jeg kunde ikke lade være at synge: "Vi Søemænd giør' ei mange Ord," og takkede Gud for Forskjellen imellem disse Sømandssange; tænkte paa vore frimodige, 144 velsignede Matroser med deres humoristiske Indfald og poliske Miner, deres friske Farve af rødt og brunt i Modsætning til disse tynde, magre Skikkelser, som med deres gulgraa Ansigtsfarve saae ud ved Lygteskinnet som Dødningehoveder.