Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Ankommen til Hellebæk tyede vi strax hen til Kroen, og bleve vi betænkelige ved dens Ydre, hvad maatte vi da ikke blive ved dens Indre! Kromadammen blev helt forundret, da vi spurgte, om vi kunde bo her en sex Uger. "Bo her!" gjentog hun halvt forfærdet, "ih, Du Fredsens Gud, hvor skulde det være!" - "Viis os, hvilke Rum De har staaende ledige," sagde jeg, "man kan jo altid se paa dem." - "Ja, det veed Gud, De kan," sagde Konen, hos hvem Enfoldigheden lyste ud af de stillestaaende Øine og den hængende Mund, men tillige et naivt, godmodigt Præg, der strax indtog mig. Hun fulgte os nu ud i Gaarden, hvor Høns, Ænder, Katte, Køer og Heste levede i skøn Samdrægtighed, og hver paa sin Viis og i sit Sprog gav Hals over at se de to uventede Fremmede og gloede paa os som paa noget forunderligt Noget, de ikke vidste, hvad de skulde tænke om. Hanen galede, Hønsene klukkede, Køerne brølte, Hestene dreiede Hovederne og saae ud ad den aabne Stalddør, og Katten trippede forsigtigt med sine pene Poter for om muligt at finde en ren Plet i den smudsige Gaard. Den Eneste, der bød os Velkommen, var en ung Laps af en Hund, som foer op ad mig med livlige Kjærtegn, der efterlod sig varige Spor paa mine Klæder. Jeg blev saa glad ved denne unge Herres Velkomsthilsen, at jeg udbrød: "Oh, Heiberg, her maa vi virkelig blive! - Hvad hedder Hunden?" spurgte jeg. "Aah, den Hvalp er endnu ikke rigtig døbt," svarede Konen med et Smil, "vi kalde ham snart Et, snart et Andet!" - "Lad ham hedde Valter!" udbrød jeg; jeg veed ikke, hvor dette Navn faldt mig ind. "Kom, Valter, og viis os Veien!" en Anmodning, Valter ikke lod sig sige to Gange; hylende af Glæde sprang han foran Konen og over Gaarden hen til en lille Dør ved Enden af samme. Konen stak en stor gammel rusten Nøgle ind i Laasen paa den lave Dør. "Naar den nu bare passer og kan lukke op," vedblev hun, "thi det er længe siden, vi vare herovre." Hun vrikkede til høire og til venstre med Nøglen, trak den ud af Laasen, stak den atter ind for paany at dreie til høire og til venstre, uden at Laasen havde Lyst til at aabne sig og gjøre Ende paa vor, men især paa Vallers Utaalmodighed; han gjøede høiere og høiere op mod 145 den stædige Laas, idet han af og til saae op til mig for at se, om jeg bifaldt hans Utaalmodighed. "Det var ret, Valter," svarede jeg, "det er en skammelig Laas, der ikke vil lade os komme ind," og ved enhver saadan Tiltale forstærkede Valter sine Hyl, der atter efterabedes af hele Besætningen i Gaarden. "Maa jeg prøve," sagde Heiberg, og ved taalmodigt at lirke frem og tilbage aabnedes virkelig Døren til vort Sommerhjem. Vi kom nu først ind i en lille Forstue, derpaa i et lille lavt Værelse ud til Gaarden, hvori stode to gamle Senge, fyldte med Dyner; derfra ind i et andet lille Værelse ud mod Haven, der stod ganske tomt, og bag dette atter en lille Forstue ud til Veien. Da vi traadte ind her, udbrøde vi begge: "Nei, hvor deiligt!" Thi Havet med Kullen i Baggrunden laa der i et himmelsk Veir og i en Belysning, der er mig uforglemmelig. "Ak," udbrød jeg, "lad os blive her!" - "Hvor kan vi det?" svarede Heiberg, "her mangler jo Alt til Ophold for civiliserede Mennesker! Hvor kan vi ligge i de Senge med de forfærdelige Dyner; vi vilde jo smelte i alle disse Gaasefjer! - Men vist er det," vedblev han, "at Udsigten fra disse Vinduer er henrivende! Ja, tal med Konen, imidlertid vil jeg gaa ud og kige lidt ud over Stranden og gjøre en lille Runde i Egnen." Og nu gjorde jeg mig saa behagelig for Madammen, at hun gik ind paa Alt, hvad der stod til hende at føie mig i. Først Sengene! Jeg spurgte hende, om hun eiede godt tørt Hø. Hertil svarede hun ja. "Vi maa da allerførst sy nogle Hømadratser." Hun saae paa mig med store Øine. "Bring Høet herned i Forstuen til Gaarden; jeg gaar imidlertid her lige overfor, hvor jeg ser der bor en Kræmmer, for at kjøbe Lærred til Madratserne." Som sagt, saa gjort. Efter en halv Times Forløb sad Madammen og jeg og syede to store Sække; da en var syet, bad jeg hende stoppe den fuld med Hø, medens jeg syede den anden færdig; da det var besørget, blev denne ligeledes stoppet, og nu begyndte Sengeredningen. De mægtige Dyner bleve lagte paa Bunden af Sengene og Hømadratserne oven paa. Saa ofte mine Øine faldt hen paa Konen, havde jeg ondt ved at bare mig for Latter; thi det var aabenbart, at hun ansaae mig for gal, eller i alt Fald vidste hun ikke, hvad hun skulde tro. Linnedet til Sengene var der intet at udsætte paa; men nu kom det værste. "Har De ingen Tepper til Sengene?" spurgte jeg. "Nei, det veed Gud, jeg ikke har," lød Svaret. - "Findes her intet Teppe i hele Huset?" - "Intet, det kjender vi ikke noget til!" Jeg vidste, at det var at dræbe Heiberg, ifald han skulde sove med dette Bjerg af en Dyne paa sig. Her var altsaa gode Raad dyre. Da faldt det mig ind at spørge: "De har dog vist Hestedækkener?" - "Ja, det forstaar sig," - "Godt, bring os hver to af dem." Hun gik, idet hun i Døren vendte sig om og betragtede mig med et spørgende Blik, som sagde: "Gud veed dog, om det er rigtigt fat med hende?" Et Øieblik efter kun hun tilbage med fire fortræffelige,

        

146 hjemmegjorte Hestedækkener. Med Stolthed lagde jeg dem paa Sengene og sagde: "Nu maa vi sørge for Stuernes Meublering! Følg mig op i Deres øvrige Værelser." Af disse tog jeg nu det Allernødvendigste, Stole, Borde, et lille Speil o.s.v. Derpaa bad jeg hende om Vandfad, Kande til Vaskebordene. Men hun erklærede paa det Bestemteste, at af slige Rariteter eiede hun Intet. "Godt, følg mig hen i Boutiken!" Dette gjorde hun, og for faa Dalere fik jeg det Nødvendigste samt nogle Vinglas og en og anden lille Nethed til mit nye Indbo, deriblandt en høi Skaal, der kunde tjene til Blomstervase paa Bordet. Da Heiberg kom og saae, hvor vidt jeg alt havde bragt vort nye Hjem, var det besluttet, at vi indtil videre bleve her i denne mærkelige, uskyldige Kro. Nu bleve Heibergs Bøger og Instrumenter udpakkede; han valgte Forstuen ud til Stranden til sit Værelse, og da Bøgerne stode opstillede paa et Bord og Instrumenterne paa et andet, hans Hat og Stok i en Krog, to Lysestager med nye Lys paa en lille Bakke paa Bordet, med Vandkaraffel og Glas, Herligheder, jeg alt havde kjøbt, saae det lille Hul virkelig saa hyggeligt ud, at Enhver gjerne med Glæde kunde slaa sig til Ro her. Til silde paa Aftenen havde jeg travlt med at indrette Alt. Da vi endelig sade ved Thebordet, der ikke uden stor Møie havde naaet det Høidepunkt, hvori det nu straalede, omfavnede Heiberg mig og sagde: "Du er en lille Hexemester; vi have det jo fortræffeligt her." Vi morede os over Overgangen fra Sølysts Fløiel og Silke til denne Hyttes Tarvelighed. Hvor sade vi der muntre og glade! Og Heibergs Roes steg til en humoristisk Begeistring, da han lagde sig paa Hømadratsen med Hestedækkenerne over sig. "Dette er jo en mageløs Seng," udbrød han, "hvilken Duft af Høet i Forening med min Yndlingslugt af Hestestalden," og i sin Begeistrings Varme udbrød han: "Hvorfor har man nu ikke saadanne Senge hjemme?" Og virkelig sov jeg saa sødt denne Nat som ikke i lang Tid.