Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg havde altsaa, som man ser, god Brug for de Uger, jeg skulde tilbringe her i landlig Ensomhed, saa det kom mig ret tilpas at være fritaget for de Forretninger, som en Husmoder har i sit Hjem; og dog vilde Skjæbnen, at jeg selv her om end i mindre Grad skulde gjøre Nytte under dette mit 149 Hellebæksophold. Kromadammen, det mærkeligt uvidende Menneske, havde ikke Begreb om Madlavning; heraf fulgte, at hun hver Formiddag kom til mig og sagde: "Ak, lille Frue, hvad skal jeg dog give Dem at spise til Middag?" Og nu maatte jeg ikke alene foreslaa hende Noget af, hvad Stedet tilbød, men maatte Punkt for Punkt lære hende, hvorledes Maden skulde tillaves. Naar jeg nu ytrede min Forundring over, at hun kunde være Kromadam uden at have noget Begreb herom, sagde hun: "Ak, min rare, lille Frue, her kommer jo ikke et Menneske imellem Aar og Dag, kun Bønder sidde i Skjænkestuen og drikke til langt ud paa Natten, og det sørger Fader for; jeg spinder og passer Kreaturerne og har aldrig lært Sligt." Vi kom imidlertid fortræffeligt ud af det sammen, og hun var temmelig hurtig i sin Opfattelse af den skjønne Kogekunst; men overordentlig comisk var hendes idelige Venden tilbage til mig for at hente Raad snart i Et, snart i et Andet, og ikke alene hvad der angik os, men hvad der var paafærde i det øvrige Hus. Et af de faa Besøg, vi modtoge her i Hellebæk, var af vor gamle Ven Collin. Da han til vor Glæde kom ind ad Døren, sagde han til mig: "Ja, her er jeg, min bedste Hanne, og nu spørger jeg dig ligefrem: vilde det genere dig, om jeg blev her til Middag hos Eder?" Jeg sagde, at han var hjertelig velkommen, hvis han vilde tage tiltakke med, hvad Huset formaaede. Hurtigt aftalte jeg med Madammen, hvad vi kunde beværte vor Ven med, og tyede især til vor Hovedhjælp, Fisk, som man naturligvis fik fortræffelig i denne Egn. Medens Heiberg, Collin og jeg nu sade i vor lille Stue, stak Kromadammen i Et væk Hovedet ind ad Døren og vinkede mig ud. Dette bemærkede Collin, og han sagde: "Jeg er dog vist kommen til megen Uleilighed og Besvær, det mærker jeg nok paa den stakkels Krokone." Jeg brast i Latter og sagde: "Tro for Alting ikke, at det er Forberedelser til vor Middagsmad, som gjør, at jeg ideligt bliver kaldet ud; nei, det er ganske andre Begivenheder; der er nemlig mod al Sædvane kommen fremmede Gjæster, der ville have Noget at spise, og nu kommer hun til mig for at finde Trøst og Raad i sin store Forlegenhed. Det, hvorfor hun nu sidst kaldte mig ud, var, om det gik an at sætte kogte Æg paa Bordet. Ja, jeg er virkelig med Et bleven Kromadam og har meget travlt med at holde Kroens Renommé oppe." Nu var Collin orienteret, og næste Gang der blev vinket ad mig i Døren, gav det Anledning til Spøg og Latter af os alle Tre. Collin tog Afsked med os om Aftenen, idet han sagde: "Hvor har det dog glædet mig at være hos Eder paa denne Dag, hvor have vi haft det fortræffeligt! Vogt Eder, at jeg ikke gjentager dette Besøg, der i høi Grad har oplivet mig." Med oprigtige Ønsker om hans Gjenkomst toge vi Afsked med den milde, kjærlige, opofrende Mand; han trykkede vore Hænder med en Hjertelighed, som det kun stod i Faas Magt at vise med det Udtryk af

        

150 Sandhed og Inderlighed. Idet jeg saa mange Aar efter nedskriver disse Linier, staar den elskelige Skikkelse saa levende for mig, at jeg af Hjertet udbryder: Gud glæde ham i sit Paradis!