Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

En Morgen havde jeg vandret længere om end sædvanligt; jeg havde fordybet mig i en af Skovene og var ved Enden af denne kommen ud til en af de brede Aaer, der blødt og yndigt slynge sig langs med Skovene. Endelig standsede jeg ved en Granskov, der saae mørk og høitidelig ud, som Granskove jo gjerne gjøre; de nøgne Stammer tabte sig, den ene bag den anden, i et Perspectiv, der har noget Uendeligt ved sig, idet man paa een Gang ser saa langt igjennem den og dog ikke formaar at se Enden paa den. Det rødlige Teppe af nedfaldne Naale bidrager til, at det Oplivende, Friske i Naturen her ikke findes. Man har ofte sammenlignet saadanne Skove med en Kirke; jeg vil hellere sammenligne dem med en Klosterhvælving, hvor Pillerne staa i Rader ved Siden af hinanden. Vel bliver man høitidelig stemt i en saadan Skov; men det er ikke Kirkens Høitidelighed, det er Klosterets. Stemningen er ikke lys, opløftende, men tung og knugende, som om man skulde vogte sig og være paa sin Post i paakommende Tilfælde. Med disse Følelser gik jeg igjennem hin Skov, ikke fri for en ængstelig Hjertebanken, og jeg tænkte: Du vover dig ogsaa for vidt paa disse ensomme Steder! Vende om havde jeg dog ikke Lyst til, især da jeg syntes at øine en Lysning, der spaaede, at jeg snart maatte komme ud af Skoven, og saa ønskede jeg dog nok at vide, hvad der da vilde vise sig; jeg tog altsaa Mod til mig og gik videre. Omsider naaede jeg ud og stod nu pludseligt ved en lille Hytte, der laa ved en af de bugtede Indsøer. Omkring Hytten var et Stakit, der indesluttede en temmelig stor Køkkenhave. Jeg gik lige hen til dette, saae ind i Haven og blev da en ualmindelig høi, gammel Kvindeskikkelse vaer; hun støttede sig paa en Krykke under den ene Arm og gravede i Jorden med en Spade i den anden Haand; med stort Besvær stak hun Spaden i Jorden og søgte, som det lod, efter Kartofler. Hun vendte Ryggen til den Side, hvor jeg stod, saa jeg ikke kunde se hendes Ansigt. Jeg tænkte strax: denne Kone maa jeg tale med. Bøiende mig over Stakitet raabte jeg med lydelig Røst: "Goddag! vil De ikke sige mig Besked om Veien til Kroen i Hellebæk?" Hun dreiede sig nu om efter Lyden, og idet hun saae en velklædt Dame, sagde hun med en ualmindelig kraftig Røst: "Herre Gud, hvor kommer De herhen?" Hun humpende nu hen til mig og gav mig en kort Besked om Veien. "Hvad feiler Deres Ben?" spurgte jeg. Og nu brast hun til min Forundring i en saa heftig og lidenskabelig Graad, at hun formeligt forskrækkede mig. "Luk op og lad mig komme ind til Dem," sagde jeg;

        

152 hun adlød. "Kan jeg ikke faa Lov at komme ind i Deres Hus," vedblev jeg, "jeg har gaaet langt og trænger til at sidde ned." - "Jo, det veed Gud, De kan," svarede hun, "hvis De vil træde ind i min usle Hytte til mig elendige Menneske!" Jeg gik nu ind i Hytten; hun fulgte grædende efter. Derinde saae ganske pent og renligt ud. Det var et lille, firkantet Rum med et Vindue til begge Sider, et ud til Haven, et andet til Søen paa den modsatte Side. Ved dette sidste stod mod Væggen en meget stor Dragkiste med nogle dybe Skuffer, der vare til at trække ud med Messingringe. Ved Vinduet ud til Haven stod paa den ene Side en gammeldags Topseng, fyldt med Dyner næsten op til Loftet, paa den anden Side af Vinduet en Slagbænk af Træ, ved Vinduet selv et lille Bord, en gammel Læderlænestol og en Spinderok, Midt i Stuen ved Siden af Slagbænken en meget stor, fremspringende, gammeldags, firkantet Kakkelovn. Bag denne Stue et lille Kjøkken, hvor Alt stod i den bedste Orden.