Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da vi vare komne ind i Stuen, sagde jeg: "Sæt Dem nu ned og fortæl mig, hvorfor De er saa fortvivlet." Hun kastede sig grædende ned paa Stolen ved Vinduet ud til Haven, og jeg satte mig ned lige overfor paa Slagbænken. "Hvorfor?" udbrød hun med sin stærke, mandige Stemme og saae paa mig med et saa fortvivlet og lidenskabeligt Udtryk, at jeg blev ganske bange for hende. "Fordi Gud har forladt mig." - "Hvorfor tror De det?" spurgte jeg, idet jeg følte den dybeste Medlidenhed med det arme Menneske. - "Vilde han," vedblev hun, "lade mig lide, som jeg gjør, vilde han have fundet sig i, at den Onde fik Lov at husere med mit arme Legeme, hvis han ikke havde forladt mig? Dag og Nat plages jeg af de uudsigeligste Smerter i dette Ben; uden Søvn om Natten, uden Ro om Dagen er jeg som i et Helvede af Pine og Smerte." - "Lad mig se Deres Ben," svarede jeg, "maaske veed jeg Raad." Hun saae atter paa mig, men denne Gang med et forbauset Udtryk. "Vil De se paa mit Ben?" sagde hun, "vil De betragte mig elendige Skabning? Hvor er De fra?" - "Fra Kjøbenhavn," svarede jeg. - "Ja, det kunde jeg nok tænke, thi Folk derinde ere gode." - "Lad mig se det," vedblev jeg. Hun saae nu paa mig med et venligt Smil, idet Taarerne løb mere stille ned ad hendes Kinder. "Nei, det er Synd, lille Jomfru, at De skulde se det hæslige Syn." - Atter maatte jeg bede og gjentage min Anmodning, idet hun tilsidst grædende og ligesom mumlende nogle Ord, jeg ikke kunde forstaa, løste en Mængde Klude af Benet. Og nu kom et Syn tilskue, hvorved jeg gøs. Hele Benet fra Hælen til Knæet sad i det blodige Kjød. "Har De ikke spurgt en Læge til Raads?" spurgte jeg. - "En Læge? Hvad tror De, at en Doctor bryder sig om et Kryb som mig? En Læge kan desuden ikke hjælpe; der er kun een Ting, som kan hjælpe, og dette har jeg ønsket i fem Aar, men hvor skulde jeg faa det fra?" - "Og det er?"

        

153 spurgte jeg. - "Det hjælper ikke, at jeg siger Dem det," sagde hun med en haard Stemme, "thi De kan ikke skaffe mig det." - "Herre Gud," vedblev jeg lidt utaalmodigt, "De kan jo sagtens sige, hvad det er; det var jo dog muligt, at jeg kunde skaffe Dem det." - "Ja," sagde hun, seende hen for sig, "kunde jeg faa en Krukke Universalbalsam , da var jeg hjulpen." Forundret over dette Ønskes Beskedenhed spurgte jeg, hvorfor hun, ifald hun troede, at dette vilde hjælpe, da ikke for længe siden havde sendt Bud til Helsingør derefter. - "Sende Bud? Med hvem? Kan jeg gaa til Helsingør? Og hvem vil gaa for mig? Manden er hele Dagen paa Arbeide oppe paa Herregaarden for at fortjene Brødet til os, er træt og mødig, naar han kommer hjem, det gamle Skrog, og hvem har jeg ellers at sende? Og desuden ere saadanne Sager vist dyre; naar man Dag for Dag har sin Ulykke med at faa Skillingerne til at slaa til, saa betænker man sig og paa en saadan Udgift." - "Har De aldrig klaget Deres Nød for Herregaardsfruen?"