Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

- Hun foldede Hænderne og saae op imod Himlen, idet Smil og Graad afløste hinanden: "Nei, Herre Jesus, hvor er jeg dog glad, hvor er jeg glad! Og veed De hvorfor? Fordi jeg ser, at Gud ikke har forladt mig, thi det er ham og ingen Anden, der har sendt Dem til mig elendige Menneske." Og atter foldede hun Hænderne, lod Hovedet synke og mumlede Noget imellem Tænderne. Jeg kan ikke sige, hvor hun rørte mig. Der var i hendes hele Væsen, i hendes Stemme, i Øiets Udtryk noget saa Eiendommeligt, noget saa Originalt, saa Primitivt, at jeg syntes, at jeg aldrig havde set hendes Lige. "Naar kommer De i Morgen?" spurgte hun, som om hun frygtede for, 154 at jeg ikke vilde holde Ord. "Saa tidligt jeg kan," svarede jeg, "omtrent paa samme Klokkeslet som i Dag, thi jeg gaar en Tur hver Morgen." - "Ak, Herre Gud, er det sandt, er det sandt?" sagde hun, idet Taarerne ganske stille fløde ned ad de gamle, rynkede Kinder. Jeg tog nu Afsked, idet jeg bad hende være taalmodig, saa vilde Vor Herre vel hjælpe. "Ja," udbrød hun, pegende opad: "Han veed nok, hvad han gjør. Han slaar og klapper, alt eftersom vi fortjene det. I Dag har han rigtignok klappet gamle Ane." Hun fulgte mig til Døren, og idet jeg gik igjennem Haven forbi Vinduet, stod hun i dette og nikkede som til en gammel, kjær Ven.