Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg var Vor Herre usigelig taknemmelig over, at han havde ført mig ind i denne Hytte, thi under alle Omstændigheder kunde jeg dog bringe lidt Sollys ind her til den gamle, smertefulde Kvinde. Jeg var glad og let om Hjertet, og Veien hjemad gik hurtigt og let, idet jeg faldt i Betragtning over Menneskenes ulige Kaar. I fem Aar havde dette Menneske siddet her ensom i Smerte, ønskende et lille Lægemiddel til at lindre den med, uden at dette Ønske var opnaaet! Hvor sørgeligt! Hvor forfærdeligt! Jeg havde desværee ikke nogen Tro til Lægemidlet, men hun skulde dog have det; Troen flytter Bjerge. Som naar et Dagværk heldigt er fuldbragt, saa let og glad traadte jeg ind i vor Kro, hvor Heiberg utaalmodig og ængstelig ventede paa mig, medens Valter gav Hals og hylede af Glæde over mit Komme. "Hvor bliver du dog af?" udbrød Heiberg. "Skjænd ikke, jeg har havt et besynderligt Eventyr, som jeg skal fortælle Dig ved Caffen." Og nu satte vi os til Bords og lode vor Morgencaffe smage os fortræffeligt, idet jeg fortalte mit Eventyr om Ane i det lille Hus ved Søen. Heiberg tog stor Del i min Fortælling og glædede sig ret paa mine Vegne. Hvor er det dog herligt, naar man er sikker paa Sympathi hos sine Nærmeste, sikker paa de samme Anskuelser, de samme Følelser i Stort og Smaat.