Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Næste Morgen vandrede jeg glad med min Oppakning til Ane. I Afstand 155 kunde jeg se, at hun stod i det aabne Vindue og saae hen imod den Kant, hvorfra jeg skulde komme; da jeg nu stod udenfor Vinduet, nikkede til hende og sagde: "Godmorgen Ane, her er jeg!" da nikkede hun igjen saa venligt, saa fortroligt til mig, aabnede Børen og sagde: "Herre Gud, saa kom De virkelig!" Jeg spurgte hende nu, om hun havde lidt lunkent Vand; det havde hun da. "Saa kom nu," sagde jeg, "og sæt Dem ned, thi først maa vi nu omhyggeligt vaske Benet rent, forinden Salven bliver lagt paa det." Hun satte sig nu i den gamle Læderlænestol; knælende paa Gulvet hjalp jeg hende med Afvaskningen. Hun sad stille med en Mine som et Barn, idet de stille Taarer langsomt løb ned ad hendes Kinder. Endelig udbrød hun: "Herre Gud, vil De røre ved mig jammerlige Skabning!" Jeg tilstaar, at det ikke var uden en vis Overvindelse, at jeg udførte dette Arbejde, men jegsagde til mig selv: "Skam dig, er hun ikke et Menneske som du selv?" Nu blev Salven smurt paa Linnedet og lagt paa, derefter Bindet snoet om hele Benet fra Hælen til Knæet. Jeg gik i Sørgedragt denne Sommer for Georg Buntzen og tog derfor en sort Knappenaal af min Krave for at hefte Bindet fast. Idet jeg fæstede denne Naal i Bindet, sagde Ane: "Denne Naal skal aldrig komme fra mig, saa længe som Vor Herre lader mine Øine staa aabne." Hun havde en egen Maade at sige slige Ord paa, forskjellig fra den, fattige Folk ellers bruge; de bleve sagte med en Alvor, jeg kunde næsten sige en Høihed i Tonen, der aldrig forfeilede sin Virkning paa mig.