Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Efter at have ligget paa Gilleleie om Natten, kjørte vi næste Dag atter tilbage til vor Kro. Der gik et Par Dage, inden jeg kunde faa Tid til at besøge Ane. Nu vandrede jeg en Morgen tidligt derhen. Luften var tyk og trykkende, og sorte Tordenskyer viste sig i Horizonten. Tordenluft har altid havt en stærk Virkning paa mig, rimeligvis paa Grund af den paafaldende Elektricitet i mit Legeme, hvorpaa jeg ofte har set de mærkeligste Tegn. Mangen en Dag, naar jeg vilde rede mit Haar, kunde dette fare ud til Siderne som store Børster og blive staaende i stiv Stilling, hvilket saae helt sælsomt ud. Jeg har undertiden for Løiers Skyld viist Fremmede, der sade og talte med mig, hvorledes en Silkefrynse, som jeg strakte Fingrene ud imod, reiste sig og blev staaende stiv i Luften. Heraf kom vist det Tryk, jeg føler i Tordenluft. Jeg kom derfor hed, træt, betynget af Luften til Ane, der modtog mig med et Glædesraab. Da jeg spurgte: "Hvor gaar det Ane?" sagde hun med glædestraalende Ansigt: "Ja kom, skal De se!" og nu blottede hun det syge Ben, og til min Forundring var virkelig det hele Ben overtrukket med en fin Hud. Jeg blev saa glad som et Barn, og jeg forstaar endnu ikke, hvorledes det simple Middel kunde have denne Virkning. Jeg tænker, at den daglige Vask, det fine, rene Linned i Stedet for de grove Klude vel især var det, der bevirkede den mærkelige Forandring. "Der kan De se," udbrød jeg spøgende, "er jeg ikke en god Doktor?" Ane kyssede min Haand og sagde: "Gud velsigne Dem!" - "Tak," svarede jeg, "dertil trænge vi Alle."