Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Samtalen gik nu over paa det Uveir, der truede med at bryde løs. Det tordnede alt i det Fjerne. "Bare ikke Tordenveiret bryder løs, medens jeg 161 gaar hjem, hvad skal jeg saa gjøre?" - "Stil Dem ikke under noget Egetræ," sagde Ane alvorligt, "thi De veed jo nok, at der søge altid Troldene hen i Uveir." - "Nei, det veed jeg ikke," svarede jeg, "er det saa?" - "Ganske vist, for det Troldtøi veed, at Lynet vanskeligt slaar ned i Egen, og derfor ty de ind derunder." - "Sig mig oprigtigt, Ane, har De nogensinde set Trolde eller andre overnaturlige Væsener?" - "Nei," svarede hun med en kraftig, bestemt Stemme; "jeg vilde være et Skarn, om jeg løi for Dem , men," tilføiede hun i en forunderlig troværdig og bestemt Tone: "min Søn har set det." - "Naar og hvor?" spurgte jeg. "Netop i et Tordenveir. Det var silde om Aftenen, og han gik hjemad, da et forfærdeligt Veir brød løs. Han vilde krybe i Skjul for Tordenregnen og gik uforsigtigt ind under et Egetræ. Da saae han oppe imellem Grenene i den tykke Krone af Træet flere Trolde, som sade der og krøbe i Skjul, thi Troldene ere mere bange i Tordenveir end vi Christenmennesker. Ved dette Syn glemte han Regn og Torden og løb, alt hvad han kunde, herhjem. Forpustet og aandeløs kom han herind og sagde: Sæt dig, Ane, saa skal jeg fortælle dig, hvad jeg har set i Aften. Jeg satte mig, men maatte først give ham lidt at drikke, for at han kunde komme til Kræfter. Og nu fortalte han mig, hvad jeg nylig fortalte Dem om Troldene i Egetræet. Har du ikke set feil, spurgte jeg. Nei, Ane, var Svaret, jeg saae tydeligt og klart Troldene, som jeg ser dig, Ane, i dette Øieblik." Jeg veed ikke selv, hvor det faldt mig ind at sige: "Hvorfor kalder Deres Søn Dem Ane og ikke Moder?" - "Nei," udbrød hun i den heftigste Lidenskab, "han siger Ane, og han skal sige Ane, thi jeg har ikke været som en Moder for ham." - "Hvorledes skal jeg forstaa det," spurgte jeg, "hvad mener De med, at De ikke har været Moder for ham?" Hun foldede sine Hænder, saae ned for sig og drog det ene Suk efter det andet, indtil hun tilsidst brast i Graad. "Fortæl mig, Ane, hvad De sørger over," sagde jeg, "let Deres Hjerte for mig, jeg hører paa Dem, ikke af Nysgjerrighed, men af Godhed for Dem." - "Ja ja," sagde hun med Forklædet tørrende de gamle Øine, "saa faar jeg vel fortælle."