Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

"De maa da vide, at jeg i min Ungdom gik for en smuk Pige. Jeg var lovlig høi, men dertil saa stærk, at jeg formeligt havde Ry for min Styrke, thi ingen af Karlene kunde løfte, hvad jeg kunde løfte; mangt et Væddemaal vandt jeg, fordi de stærkeste Karle i Endrup - der er jeg fra - maatte lade den Sten ligge, som jeg løftede. Det morede Karlene, og de søgte altid Ane op, naar der var Dans og Lystighed. Stærk var jeg, med et sundt Legeme, hvid og rød var jeg ogsaa, saa de havde nu faaet det Skjøn paa mig, at jeg var smuk, og jeg kunde jo ogsaa nok selv se, at jeg ikke var af de Grimmeste. Paa den Viis gik nu nogle Aar. Saa blev jeg da gift og skulde have et Barn. Da kom en Dag Herregaardsmadammen i 162 Endrup til mig og sagde: "Hør Ane, vi ere begge To paa de samme Veie. Du er stærk, jeg er svag og kan ikke amme mit Barn. Vil du være Amme for mit Barn, naar det kommer til Verden, giver jeg dig en høi Betaling, men paa det Vilkaar, at du giver dit eget Barn fra dig." Se, det var haarde Ord at høre paa. "Du skal ikke svare mig strax," sagde hun, "betænk dig paa det og sig mig Besked." Ja, jeg tænkte og tænkte; jeg sagde hundrede Gange nei, men Tiden kom nærmere og nærmere; Fattigdom er en haard Gjæst. Manden mente, at det Hele jo ikke var saa vigtig en Sag, jeg kunde jo være lige god Moder til Barnet for det. Madammen gjorde større og større Tilbud, og jeg blev mere og mere ulykkelig over, hvad jeg skulde beslutte. Min stakkels Dreng kom før til Verden end hendes, og lidt fik jeg da Lov til at beholde ham. Ja, De maa tro, at jeg mangen en Nat gik paa Gulvet og vred mine Hænder, naar jeg saae paa Drengen. Men Enden blev da, at jeg maatte give ham fra mig; jeg maatte negte ham min sunde Mælk, for at en Anden kunde faa den. Men da svor jeg en dyr Ed: Han skal aldrig i Livet kalde mig Moder, og da Drengen blev saa stor, at man kunde tale til ham, da sagde jeg: Du kalder mig Ane og ikke Moder ."