Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Denne hendes Fortælling gjorde et dybt Indtryk paa mig. Hvilken Finhed i Følelsen, hvilken Dybde i Smerten bærer den ikke Præget af! Hundrede og atter hundrede fine Damer negte deres Børn den Die, Naturen selv skjænker dem til Føde for den Lille, uden at Spor af Anger opstaar hos dem, fordi de fritage sig for den første af deres moderlige Pligter. Det kan ikke forenes med mit øvrige Liv, hedder det; det vil med andre Ord sige: med Selskabslivet, med den Del, de ønske at tage i Verdens saakaldte Glæder. Jeg sad med en vis Ærbødighed lige over for denne simple Kone, der ved Enden af sin Beretning sad med foldede Hænder, seende ned for sig, idet Taarerne glinsede i Øienhaarene. Det Hele forekom mig som et Eventyr, som et Digt, og dog behøvede jeg kun at se mig om i det lille Rum for at erfare, at Virkeligheden var tilstede. Jeg glemte rent Tiden, blev siddende og siddende og hørte paa Ane, der endnu fortalte mig mangt et Træk fra sin Ungdom. Bestandigt blandede sig i disse Fortællinger den stærkeste Overtro paa underjordiske Væsener, som hun tillagde Indflydelse paa Menneskenes Skjæbner. Hun sagde blandt Andet: "De misunde os Christi Aabenbarelse; de ærgre sig over, at de ikke ere saa gode som vi, og meget Ondt vilde de vel gjøre os, om de havde Magten dertil, men det have de ikke mere 163 nu som fordum." Det var en besynderlig Virkning, denne Kones Ord havde paa mig ved den Bestemthed, den Overbevisning, hvormed de bleve udtalte. Omsider reiste jeg mig for at gaa. Da jeg saae ud ad Vinduet, hang Tordenskyerne tykke og tætte over Haven og Søen. "Jeg maa begive mig paa Vei," sagde jeg, "thi der kan let komme en Tordenregn, og Veien er lang." Ane saae op mod Himlen og sagde: "Jeg tror dog ikke, det bliver til noget, saa truende det end ser ud." Alvorligt sagde Ane mig Farvel; det Udtryk af Smerte, som havde hvilet over hendes Træk under hendes Fortælling, var ikke veget, men stod endnu uforandret i dem. Jeg sagde hende, saa godt jeg formaaede, nogle Trøstens Ord ved Afskeden; hun svarede kun med de Ord: Kom snart igjen!