Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Ane havde under dette mit Besøg i høi Grad sat min Phantasi i Bevægelse. Da jeg ene gik igjennem den tause Granskov, mærkede jeg ret, i hvilken Grad jeg var opskræmt til at se noget Ængsteligt i Alt. Snart syntes jeg, at Nogen kigede frem bag Træstammerne, snart forekom det mig saa tyde ligt, at Skridt løde bag mig, snart, at Øine stirrede ned til mig gjennem Grenene, og da jeg nu virkelig i Afstand saae en gammel, hæslig, pjaltet Kone komme imod mig paa sine to Krykker, bankede mit Hjerte saa stærkt, at jeg neppe kunde trække Veiret; thi at det var en Troldkvinde, sagde min Ængstelse strax, og jeg gøs for det Øieblik, da denne hæslige Skikkelse skulde gaa mig forbi. Hun nærmede sig mere og mere; ved ethvert af hendes Skridt steg min Angest, der naaede Høidepunktet, da hun Side om Side passerede mig; efter at hun vel var gaaet mig forbi, maatte jeg vende mig for at se, om hun ikke vilde tage mig i Nakken; uvilkaarligt forstærkede jeg mine Skridt og skød en Fart, der bragte mit Blod i den heftigste Bevægelse, og glad var jeg, da jeg traadte ud af den tætte Skov paa fri Vei, hvor Vor Herres Sol kunde skinne paa mig og Øiet ile ud over Markerne. Tordenskyen hang endnu ubevægelig, og den trykkende Luft, som følger med en saadan, meddelte sig til Alt. Fuglene fløi urolige, Svalerne peb paa deres lave Flugt, Køerne stak Hovederne sammen og stode i en tæt Klynge paa Marken, hvor de af og til belystes af disse stikkende Solstraaler, der ofte bryde frem af Tordenskyer og farve Alt paa den mest maleriske Maade. En enkelt Regndraabe faldt hist og her, og jeg fortsatte min hurtige Gang, idet mit Gemyt ikke ret formaaede at komme i Ligevægt. Først da jeg sad i vor rare Kro ved Heibergs Side, først da Valter hvinende af Glæde sprang op ad mig, og Regnen nu strømmede ned, lettedes mit Aandedræt. Og nu fortalte jeg Heiberg Alt, hvad Ane i Hytten ved Søen den Dag havde meddelt mig. "Det er dog en mærkelig Kone," udbrød han, "næste Gang du gaar til Hytten, maa du tage mig med." - "Ja," svarede jeg, "naar kun Hytten da staar paa sin gamle Plads, thi det skulde slet ikke forundre mig, om Alt, 164 Hytten, Ane, Skoven og Søen vare forsvundne, og det Hele kun havde været et Phantasispil."