Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I nogle Dage kom jeg ikke ad den Kant, hvor Anes Hytte laa, men vandrede i de lyse, herlige Skove. Hele Timer kunde jeg da sidde og se ud over det blaa Hav og paa de vexlende Skyer og alle de Former, de i Bevægelsen dannede. Jeg nød ret det at have Lov til at tie. Ak, hvor ofte lyder ikke vor Tale af Pligt, af Frygt for at støde an mod den gode Tone, uagtet vi Intet have at sige og Intet faa at høre, uden en Lyd, der farer hen over os som et Vindpust, vi ikke vide hvor kommer fra eller hvorhen det gaar, og intet Andet efterlader end Træthed og Mathed paa Sjæl og Legeme. Jeg har ofte misundt de Mennesker, der nu engang have faaet Lov at sidde og tie, uden at Nogen tager dem det ilde op. I Naturen taler Alt saa stille, saa velgjørende til os; den befrugter vor Tanke med mangt et Frø, som først længe efter bærer Blomst og Frugt. Fred! Fred! hvor er du velgjørende! Har man nu ved Siden af en saadan ydre Fred et aandeligt Arbeide, der opfylder Ens Tanke, og som lader til at lykkes, da kan man vel kalde en saadan Tid lykkelig. Jeg havde jo ved Siden af denne Fred i Hellebæk en saadan Sysselsættelse i den lille Vaudeville, som jeg legede med som et Barn med sin kjæreste Dukke. Det var en Leg, og mine Fordringer til denne Leg bestode kun i, at jeg fik Lov til at lege den tilende, det vil sige, at fremstille min Lisbet for det Publikum, der saa vidunderligt holdt fast ved mig, og som jeg til Gjengjæld ønskede at behage. De nye store Opgaver som Viola og Ninon gjorde jo ogsaa stærkt Krav paa min Opmærksomhed, saa der var Fylde i denne Tid baade paa den ene og den anden Maade.