Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Mit Navn var ganske naturligt bekjendt ogsaa udenfor Kjøbenhavn. Der var altsaa intet Forunderligt i, at man selv her i det ringe Fiskerleie vidste, hvem jeg var, og en og anden lille Opmærksomhed blev mig derfor til Del. Saaledes havde jeg ikke længe boet i Kroen, før jeg en Formiddag hørte Nogen banke paa Ruden i vor lave Stue ud til Veien. Jeg gik derhen, og en nydelig ung Bondepige stod udenfor Vinduet med en Bouquet Blomster i Haanden. Da jeg aabnede Vinduet, neiede hun rødmende og sagde: "Denne vil jeg bede Dem modtage". Jeg takkede den lille smukke Giverinde, der ikke var at formaa til at træde indenfor Døren. Paa samme Maade gjentog dette sig oftere; hver Gang jeg hørte den sagte Banken paa Ruden, vidste jeg, at det var lille Inger, der kom for neiende at række mig sine Blomster. Det er ikke altid de store Opmærksomheder, som glæde os mest. De smaa, der vise os et godt Menneskes Hjertelag, virke ofte langt mere oplivende. Lille Ingers Opmærksomhed frydede mig ret; udeblev hun i flere Dage, savnede jeg min lille Venindes smukke Ansigt og venlige Tiltale.