Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

"I Morgen gaar jeg til Ane," sagde jeg en Aften til Heiberg; "vil du 165 saa med?" - "Ja, i Morgen gaar jeg med," var Svaret, og næste Dag vandrede vi begge hen ad de Veie, hvor jeg nu var som hjemme, men som vare Heiberg temmelig fremmede. Han glædede sig over mangen en yndig Udsigt, mangt et skjønt Træ, som jeg tidligere havde lagt Mærke til og nu viste ham. Han havde altid meget travlt med Insekterne, og ofte laa han næsegrus i Græsset, snart for at betragte Myrerne, snart naar han havde opdaget et eller andet Insekt, der interesserede ham. Han havde i sin Ungdom beskjæftiget sig meget med Insekter og kjendte mange af dem meget nøie, uagtet jeg beskyldte ham for, at han kaldte dem alle Skolopendere, naar han ikke vidste at give dem andet Navn. Vi ankom endelig til Anes Hytte. Hun tog glad imod mig, men standsede, da hun blev Heiberg vaer. Hun bad os sætte os, og vi toge alle Tre Plads. Samtalen vilde ikke ret komme igang. Under en af Pauserne spurgte Heiberg Ane til min Forfærdelse: "Har Mor nylig set nogle Trolde her i Skoven?" Ane spilede Øinene op og saae stivt og noget vredt paa ham, uden at svare. "Ja, ikke sandt," vedblev han, "der gives Trolde saa vel i vor Tid som i gamle Dage." Ane saae atter stivt paa ham og svarede med sin Stentorstemme: "Jeg har ingen Trolde set og har Intet med dem at bestille." Heiberg saae noget flov ud ved dette Svar, og jeg havde den største Møie med at bekæmpe den Latter, der vilde bryde frem. Der blev atter en Pause. Endelig reiste Ane sig op i sin fulde Høide, saae foragteligt op og ned ad Heiberg og sagde hen til mig: "Er det Deres Mand?" Da jeg bekræftede dette, udtalte hun i en ypperlig Betoning, hvori der umiskjendeligt laa Foragt og Medynk: " Herre Gud, saa det er det! " Jeg kunde virkelig ikke længere bare mig for Latter, især ved at se Heibergs halvt forlegne, halvt ironiske Mine, og maatte ty ud i Haven for at give Latteren Luft. Et Øieblik efter kom de andre To ud til mig, thi Ensomheden havde ikke hjulpet til at skaffe en Forsoning tilveie. Da Ane var og blev taus, forlode vi hende kort efter. "Det var virkelig et interessant Besøg," sagde Heiberg, da vi vare blevne ene. Jeg lo ham dygtigt ud og sagde: "Hvor kan nu en Digter, Philosoph, Psycholog bære sig saa keitet ad?" Med en forbausende Naivetet - ja saa underligt end dette Udtryk vil forekomme Mange, naar der tales om Heiberg, passer dog intet andet - svarede han: "Herre Gud, hun havde jo talt til dig om Trolde, saa syntes jeg, at hun kunde ogsaa tale til mig om Trolde, uden at det kunde fornærme hende." - "Men slige Samtaler maa lokkes frem lidt efter lidt, og man maa ikke falde med Døren ind i Huset, som du gjorde." - "Ja ja," svarede Heiberg ganske taalmodigt, "saa faar jeg jo finde mig i det; jeg syntes, at jeg begyndte meget fint." At denne Scene gav Anledning til Spøg og Drilleri, følger af sig selv, saa den var dog ikke ganske uden Udbytte.