Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg blev efter mit Løfte til Heiberg hjemme den hele Dag, skrev, syede, læste og var flittig. Henimod Aften i Tusmørket, da jeg sidder i min Stue, 167 stille beskjæftiget i den rolige Kro, hvor man kun af og til hørte en Hane gale, en Høne klukke, en Ko brøle, hvor mange Dage kunde hengaa, uden at der kom Gjæster, der ønskede Noget af Værtinden; mod Aften, som sagt, i Tusmørke hører jeg med Et en Støi, en Tummel, en Gaaen frem og tilbage, en Slaaen med Dørene, der satte mig i stor Forundring. Med Et kom Kromadammen ind til mig, ganske ude af sig selv: "Hvad skal jeg dog gjøre, Frue," sagde hun, "her er kommet en Mængde russiske Officerer derude fra Skibene; de snakke i Munden paa hinanden til mig, og jeg forstaar ikke et Ord, jeg veed slet ikke, hvad de ville; hvad skal jeg gjøre? Og heller ikke min Mand er hjemme, men det kunde da lige saa lidt hjælpe, thi han kunde da heller ikke forstaa det Pluddervælsk, de tale; hvad skal jeg Ulykkelige dog gribe til?" Jeg havde ganske ondt af Konen og havde Lyst til at hjælpe hende, om jeg kunde. Jeg sagde da: "Tag En af dem her ned til mig, men kun En," gjentog jeg forsigtig, "og se saa at faa fat i Deres Mand og bed ham komme hjem strax." Lidt efter kom Madammen med en Herre, som hun trak i Frakkeskjøderne, og sagde: "Her ned, her ned!" En lille middelhøi Mand med et godt Ansigt og et civiliseret Væsen stod for mig. Han bukkede og sagde paa Tysk: "Undskyld!" Jeg sagde: "Konen forstaar Dem ikke, men ifald De vil sige mig, hvad De vil, skal jeg meddele hende det." Han svarede: "Ja, for det Første vilde vi have lidt at spise og drikke, dernæst vilde vi gjøre et Indkjøb af forskjellige Sager, som Grøntsager, Kartofler, Flæsk, Fisk," og nu ramsede han en utrolig Mængde af alle Slags op. Jeg oversatte den hele Spiseseddel for Madammen. Hun saae ud, som om det sortnede for hendes Øine. "Hvad skal jeg give dem at spise i Aften," var hendes første Sorg; "jeg eier Intet i Huset." - "Jo vist," sagde jeg, "De har jo salt Kjød." - "Ja, det har jeg." - "Godt, det koger De strax. Dernæst har De jo Spegesild og Kartofler?" - "Ja, det har jeg." - "Dernæst har De Æg." - "Ja, Gud bevares." - "Godt, altsaa giver De dem salt Kjød med Kartofler, Spegesild og Æg. Vin kan De jo lade Karlen hente her lige overfor, hvor vi kjøbe vor Vin. Sæt nu strax nogle Flasker Vin paa Bordet til dem, saa vente de mere taalmodigt paa Maden, til den kan blive kogt; men Deres Mand maa komme hjem for at besørge Indkjøbet af Grøntsager o.s.v." Noget beroliget gik Madammen, medens Officeren fortsatte Samtalen med mig. Jeg bad ham sætte sig ned, thi jeg tænkte: saadanne Fremmede maa dog ikke have et altfor slet Indtryk af de danske Damer; men inden i mig lo jeg ved Tanken om, hvad jeg havde ytret til Heiberg om de Herrer, der vilde besøge mig i hans Fraværelse. Den russiske Officer var en Mand, som det syntes noget over 30 Aar. Han havde et net og dannet Væsen, saa jeg var uden Frygt for at indlade mig med ham. Hans Physiognomi havde ikke det sædvanlige russiske Præg; han kunde lige saa godt

        

168 have hørt til enhver anden Nation. Han roste den danske Kyst for sin Skjønhed og Folkene for deres Godmodighed. Samtalen blev livligere og dreiede sig blandt Andet om Øieblikkets politiske Forhold. Uagtet mit af Naturen liberale Sind havde jeg dog altid havt en stor Interesse for Keiser Nicolaus. Han stod for mig, med Rette eller med Urette, det veed jeg ikke, som Typus paa en Mand i Ordets egentlige Betydning, og jeg kunde altsaa med god Samvittighed for den Fremmede udtale min Interesse for hans Keiser. Han tog høfligt herimod, men var temmelig tilbageholden i sine Ytringer og dreiede hurtigt Samtalen hen paa andre Gjenstande.