Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Et Kvarters Tid efter at den russiske Officer havde forladt mig, kom Madammen og sagde, at samme Herre ved Miner og Gebærder havde givet tilkjende, at han vilde ind til mig; "han har formodentligt Mere paa sit Hjerte." "Det er ellers pæne Mennesker allesammen," vedblev hun; "de Andre sidde 169 nu oppe i Gjæstestuen og drikke og ere rigtig glade, men Gud fri mig, hvor de kunne drikke!" Hun aabnede nu paa min Tilladelse Døren for min nye Bekjendt. Med et Smil paa Læben og en Skjelm i Øiet bukkede han for mig, idet han sagde: "Ja, jeg kommer som Ambassadeur for mine Kammerater; de paastaa, at jeg har opført mig underfundigt mod dem, ved ene at henvende mig til Dem, og mene, at de have Alle samme Adkomst til at gjøre en dansk Dames Bekjendtskab, og da jeg nu kom op til dem med min Blomst i Knaphullet, steg deres Forbitrelse; de bede nu om Tilladelse til at modtage samme Gunst og ligeledes hente sig en duftende Blomst." Jeg blev betænkelig ved denne Anmodning og tænkte: Nei Tak, paa dette tør jeg ikke indlade mig. Jeg tog nu hele Bouquetten af Nelliker, som stod paa Bordet og rakte den til Fyren, idet jeg overlod til ham at dele den efter bedste Skjøn imellem sine Kammerater. Han takkede høfligt herfor og fjernede sig. Men nu var mit Mod forbi, og da jeg vel havde faaet ham ud af Døren, dreiede jeg Nøglen forsvarligt to Gange om og besluttede ikke oftere at indlade mig med Nogen af dem. Kort efter, da jeg efter Tiden at dømme kunde antage, at han overrakte mine Nelliker, hørte jeg et umaadeligt Fryderaab, Latter og Støi oppe i Skjænkestuen. Jeg maatte smile over mig selv; thi nu blev jeg saa angest over Alt, hvad jeg havde indladt mig paa, at jeg inderligt ønskede Heiberg ved min Side. Man erindre, at vort Sovekammer vendte ud mod Gaarden og laa ganske lavt ved Jorden. Igjennem Gaarden vare de komne for at gaa op til Stuen, den vilde de altsaa atter passere, naar de gik bort. Jeg rullede derfor godt ned for Vinduerne og belavede mig paa at gaa til Ro, thi Klokken var under alt dette bleven temmelig mange. Da bankede det atter paa Døren ud til Gaardforstuen. Jeg gik derud og spurgte: "Hvem der?" - "Det er mig," sagde Kromadammen, "den fremmede Herre har atter Noget at spørge Dem om." Jeg svarede nu bag den lukkede Dør, at hun maatte se at gjøre sig forstaaelig for ham; jeg var gaaet til Ro, og han kunde ikke oftere faa mig i Tale, ligesom jeg paalagde hende selv ikke oftere at forstyrre mig. Hun gik. Jeg eftersaae Vindueskrogene og Dørlaasen endnu en Gang, forinden jeg turde lægge mig. At falde i Søvn lod sig imidlertid ikke godt gjøre, thi angest var jeg engang blevet og kunde derfor ikke lade være at lytte til den mindste Lyd eller Støj; navnlig holdtes jeg vaagen af Sange, der løde ned til mig fra det muntre Selskab. Omsider mærkede jeg til min Glæde, at man brød op. Talende i Munden paa hinanden, under Latter og Lystighed passerede de Gaarden og gik mit Vindue tæt forbi. De standsede her, og et tordnende Hurra lød, idet jeg hørte Nogle raabe: "Gute Nacht zu der Madam!" Et Øieblik efter vare de ude af Gaarden paa Veien til deres Skibe, og glad var jeg.