Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Vi fortsatte nu atter vort stille, lykkelige Kroliv; jeg sukkede over, at dette snart nærmede sig sin Ende. Dagligt indsugede jeg Livskraft ved at vandre om i den henrivende Egn i alle Slags Betragtninger. Hvad Bønderne nu her i Egnen kaldte Herregaarden, hed engang Slottet, da Eieren Grev Schimmelmann om Sommeren opholdt sig her, omgivet af al Luxus og Pragt, og samlede det bedste Selskab om sig; Digteren Baggesen hørte til dette. Stakkels Baggesen! Stakkels fredløse Sangfugl! Sammensat af et af Varme svulmende Hjerte, af en glødende Phantasi, og saa til din Kval af en kritisk Sans, saa skarp, saa tilspidset, saa klartseende, at du i Taage og Mørke saae, hvad Andre knap skimtede ved høilys Dag. Jeg har altid tænkt, at disse besynderligt modstridende Elementer hos vor Sanger var det, der gjorde ham uforstaaelig for Mange, det, hvorfra Miskjendelsen af ham reiste sig. Thi saaledes ere Menneskene; de taale ikke, at en Natur midt imellem dem, ligesom et Prisme, kaster Straalerne til alle Sider; det er kun de bestemt begrænsede Naturer, der faa Lov til stille at gaa i Fred, hen ad den af deres Natur afstukne Sti. Snart med Sydens brændende Farver at sværme ved Lyren, snart med Satirens hvasseste Pile at ramme den sorte Plet i Hjertet af et Digterværk, snart elegisk at sukke under Miskjendelsens Braad, snart som en Hercules at svinge Køllen til høire og til venstre og trodsigt skoggerle ad de Kastespyd, der sendes imod ham uden at ramme - dette er mere, end Samtiden taaler; hvad Eftertidens Dom bliver, vil vise sig, selv om den kommer sent, - den kommer dog. Heibergs Moder har fortalt mig saa meget om denne mærkeligt sammensatte Natur, at han nødvendigt i høi Grad maatte interessere mig. Hvorledes han, kunde glemme Tid og Sted, hvorledes han med sin brændende Phantasi kunde sætte sig ind i en Situation, saa at han tilsidst virkelig troede, at han selv havde oplevet Ord til Andet, hvad han fortalte; hvor barnligt elskværdig, hvor taknemmelig han kunde være for den mindste Opmærksomhed, hvor henrykt over Andres Arbeide, naar det tiltalte ham; men ogsaa, i hvilket Raseri han kunde komme over det Forfeilede, især over det Keitede, det i Tanken Forkludrede, hvor der var vendt op og ned paa al Menneskeforstand, al Logik; da skummede han af Vrede, da strømmede Ordene fra hans Læber som en rivende Fos, der truer med at opløse sig i Skum. I saadanne Øieblikke forsvandt den bløde, elskovsfulde Sanger; han dyppede sin Pen i Satirens grønneste Blæk og kunde neppe nedskrive Tankerne saa hurtigt, som hans Hjerne udslyngede dem. Hvad Under da, at Besindigheden, denne beundrede, kolde Evne, ikke kunde komme til at

        

171 spille første Rolle ved den Baggesenske Skrivepult! Men studse maa man i Sandhed ofte ved at læse, hvad Baggesen skrev under sit Fædrelands unge Sønners Forfølgelse, studse over, i hvilken Grad han forudsaae, hvad der var skjult for hans Forfølgeres Øine. Hvor ofte tænkte jeg dog ikke paa ham paa mine ensomme Vandringer, tænkte: Her har han ogsaa vandret, snart jublende af Fryd, snart mismodig over sine huslige Tryk, snart med Tanker om at forlade sit Fædreland for bestandigt. Ja, han kunde udbryde med Goethe: