Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Næste Morgen ganske tidligt gik jeg til Ane, der tog imod mig saa kjærligt, saa rørende og forsikrede, at naar hun i flere Dage ikke saae mig, faldt hun i Bedrøvelse og Tungsind. Da jeg nu maatte sige hende, at dette Besøg var et Afskedsbesøg, da jeg om to Dage forlod Egnen, blev hun helt urolig og sagde i Et væk: "Herre Gud, jeg har saa meget at tale med. Dem om, saa meget jeg vilde sige Dem, og nu løber det alt i Et for mig, og jeg veed hverken ud eller ind." Med foldede Hænder gik hun frem og tilbage i Stuen, idet hun i Et væk mumlede sit: "Herre Gud, der var saa meget!" Jeg sagde hende nu, at Heiberg havde lovet mig, at vi hver Sommer skulde besøge Hellebæk, om og kun for en halv Dag, og jeg lovede hende, at jeg da vilde besøge hende i hendes Hytte, se til hendes Ben og gjøre hende, hvad godt jeg kunde. "Saa skal jeg se Dem igjen," sagde hun med et Smil, der klædte hende saa godt, idet hun trofast saae mig ind i Øiet; hun blev nu livligere og roligere;,,ja, ja," sagde hun, "altsaa naar Stæren næste Aar begynder at fløite, saa siger jeg til den: Ja fløit rigtig kjønt, thi nu kommer snart Fruen til Ane. Havde jeg dog bare Et eller Andet, jeg kunde give Dem med, som ret kunde f ornøie Dem! Men hvad skulde det være? Bi lidt," tilføiede hun, idet hun kigede ud ad Vinduet, tog en Sax og sagde: "Følg med!" og nu begyndte hun at afklippe alle Blomsterne i Haven, en for en. Jeg bad for dem og sagde: "Lad dog nogle staa, Ane, de pynte saa pænt udenfor Deres Vindue." "Nej," svarede hun, "ikke een skal blive staaende!" og nu rakte hun mig den temmelig store og noget klodsede Bouquet, med de Ord: "Og saa vil jeg sige Dem Farvel. Naar De om Aftenen 172 beder Deres Fadervor, som jeg tror De gjør, saa husk paa, at gamle Ane ingen Aften beder sit uden at bede Gud Fader vaage over Dem og hjælpe Dem i Stort som i Smaat." Af et oprigtigt Hjerte takkede jeg hende for dette Løfte og var lige saa rørt ved at forlade Ane som hun ved min Bortreise. Jeg holdt mit givne Ord til Ane. I nogle Aar besøgte jeg hende og fornyede vort første Bekjendtskab, indtil hendes Mand en Dag bragte mig det Budskab, at Anes jordiske Lidelser og Savn vare ophørte, og hun havde Fred.