Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Ved min Ankomst tilbage til Kroen begyndte jeg nu paa Indpakningen af vort Tøi. Valter gik uroligt omkring med spørgende Blikke, som om han vilde sige: "Hvad betyder alt dette?" Der laa et saadant Udtryk i Dyrets Øine og i det hele urolige Væsen, at vi begge bleve rørte herover og fik saa godt som paa een Gang den Tanke at tage Hunden med os, ifald vi kunde faa Tilladelse dertil af Krokonen. Da jeg udtalte dette vort Ønske for hende, svarede hun godmodigt: "De har været mig til saa stor Hjælp i denne Tid, at jeg ikke kan negte Dem noget," og Sagen var afgjort. Efter at have taget venlig Afsked med de Faa, vi paa dette Sted vare komne i Berøring med, indfandt vi os til Heibergs Moders Glæde paa Søkvæsthuset, medbringende vor firbenede Ven, der skulde udgjøre et nyt Medlem i vor lille Kreds. Ikke uden Betænkelighed blev Valter modtaget af vor Moder, der gøs for en stor Hunds Mangel paa Zirlighed, og hun saae helt betænkelig ud over Følgerne og vilde ikke ret ønske ham velkommen. Men naturligvis havde Valter ikke været i Huset i otte Dage, før hun med sit kjærlige Hjerte sørgede for hans Behageligheder i alle Retninger, og Valter tyede gjerne ind i hendes Vinterstue, hvor der sædvanligt var 18 Graders Varme. Jeg selv blev strax kastet ind i Arbeide op over Ørene baade ved Theatret og i Hjemmet.