Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Sangene i "En Søndag paa Amager" havde jeg efter fattig Leilighed skrevet Ordene og Musiken til; de vare saaledes færdige til at overgives til en Musiker, der kunde instrumentere Numrene for Orchestret. Det gjaldt altsaa om at finde en saadan, der forenede Evnen til dette Arbeide med den personlige Egenskab at kunne bevare i Hemmelighed, hvad der blev ham betroet. Der gives ikke saa faa Mennesker, som ikke just ligefrem fortælle Andre, hvad der betros dem, men Hemmeligheden trykker dem, saa de ikke kunne lade være at slaa paa Et og Andet den angaaende. De have Intet røbet, men de have vakt Mistanke ved deres uforsigtige Tale. At det nu var mig og Heiberg i høi Grad magtpaaliggende, at man ikke i mig saae Forfatteren til den nye originale Vaudeville, vil vel Enhver kunne forstaa. Vi talte derfor frem og tilbage om, 173 hvem vi skulde betro os til, og Valget faldt paa den paalidelige Concertmester Frøhlich. Frøhlich var i sin Tid almindelig anerkjendt som en fortræffelig Anfører i Orchestret og som en Componist, der havde leveret adskillige smukke og originale Arbeider, iblandt Andre den skjønne Musik til Bournonvilles Ballet "Valdemar", en af de smukkeste musikalske Balletcompositioner, vi eie. Pludselig ramtes han i sin bedste Manddomsal der af den Ulykke, at et Anfald af Apoplexi lammede hans Legeme; han maatte paa Grund heraf trække sig tilbage fra sin Embedsstilling ved Theatret og levede nu i Stilhed, kun sysselsat med sine musikalske Studier. Vort Valg faldt paa Frøhlich, fordi han var en taus, indesluttet Mand, fri for al svag Kunstnerforfængelighed. Vi tvivlede ikke et Øieblik paa, at naar vi sagde: dette skal holdes aldeles hemmeligt, saa blev det ogsaa en Hemmelighed for Alle . Vi betroede imidlertid heller ikke ham den hele Sandhed, for mit Vedkommende ikke af Mangel paa Tillid, men af en vis Forlegenhed med Hensyn til mit Forfatterskab. Heiberg sagde til Frøhlich, at Forfatteren til "En Søndag paa Amager" ønskede, at han skulde arrangere Musiken for Orchesterstemmerne, at jeg var i Forfatterens Fortrolighed og vidste, hvilke Ønsker der i Anledning af Musiken især laa ham paa Hjerte, hvorfor han bad ham aftale det Hele med mig. Hvad enten Frøhlich fattede Mistanke til mig eller ei, skal jeg lade være usagt; vist er det, at han viste den største Discretion i de Møder, vi havde om Alt Musiken angaaende. Til min Glæde roste han de smaa simple Melodier og sagde, at Heiberg havde gjort ham en sand Fornøielse ved at overdrage dette Arbeide til ham, der jo nu levede stille og uden al offentlig Virksomhed i den Kunst, som han havde ofret sit Liv. Ganske undselig satte jeg mig første Dag til Claveret med den lærde Musiker for at spille og synge mine uskyldige Sange for ham; men hans milde, venlige Ord satte Mod i mig, og vi bleve hurtigt enige om Alt. Han lovede at sammensætte en lille Ouverture af de vigtigste Melodier som Forspil til Stykket. Jeg var usigelig glad over, at Frøhlich med saa megen Interesse tog fat paa Arbeidet. Da nu ogsaa Musiken var færdig, blev Stykket indleveret til Theaterdirectionen og med stor Glæde antaget af Collin, der ganske rigtigt blev rørt over, at hans kjære Barn, Kongelunden, kom til Ære og Værdighed ved at besynges i sin unge Alder. Rollerne bleve afskrevne og uddelte til alle vedkommende Skuespillere, men Opførelsen blev udsat af forskjellige Aarsager, blandt Andet den, at baade jeg og de andre Spillende vare beskjæftigede med Indstuderingen af "Viola", som skulde opføres i Anledning af Kong Christian den Ottendes Fødselsdag. Shakespeares "Viola" har altid været mit Hjertes Barn, ogsaa af den simple Grund, at jeg bilder mig ind, at jeg har havt saa megen Andel i, at dette yndige Stykke trængte igennem hos Publikum og vedligeholdt Interessen hos dette lige til de sidste Aar af min Theatervirksomhed. Jeg har erfaret i Aarenes Løb, at saa snart en ny Genre 174 skulde indføres paa Scenen, da vare Skuespillerne i Begyndelsen desorienterede og paa Vildspor med Hensyn til Maaden, hvorpaa de skulde gribe den an. Det franske Lystspil var man nu ved mange Aars Øvelse paa det Rene med, ligeledes med Tragedien og det lyriske Drama; men et Digterværk som "Viola", der svæver imellem Lystspillet og det lyriske Drama og det stærkt Burleske, kjendte de saa godt som Intet til, saa En holdt sig til den ene Side, En til den anden uden at formaa at forene Modsætningerne, saa disse ikke dannede en grel Modsigelse men smeltede sammen i en harmonisk Helhed. Dette opnaas ikke, idet man kun studerer sin løsrevne Rolle, men ved at studere den hele Genre. Jeg havde i lang Tid, forinden "Viola" blev bearbeidet for Theatret, sat mig ind i denne, saa at jeg paa dette Punkt var orienteret. Ved de første Prøver paa "Viola" viste det sig strax, hvad jeg havde frygtet. En stod rent paa Conversationsstandpunktet, en Anden paa det rørende, lyriske Dramas, en Tredie paa det rent kaade, burleske Standpunkt, og alle Tre vare de paa Vildspor. Disse lette, hurtige Svingninger i Digtet, Følelsen blandet med Ironien, Latteren, hvorigjennem Taarerne vibrere, Smerten og Smilet, dette er det, der især udgjør Hovedtrækkene i Violas Rolle som i de fleste andre Figurer i dette Stykke. Den, der ikke formaar at fremstille, om jeg saa maa sige, den gratieuse Sorg, den milde Lystighed, bag hvilken Vemoden romantisk titter frem, den kan ikke spille Viola. Her er ikke Tale om Graad, ikke om Latter, begge disse Yderligheder af Stemninger have her Intet at gjøre; en romantisk Skjønhed maa være udbredt over hele Billedet. Den Smerte, som en nyere Digter vilde lade sin Elskerinde fælde bitre Taarer over, titter her tilbagetrængt frem af Sjælen og bliver netop derved rørende. I Skjemten vibrerer det elskovssyge Hjertes Suk. Den Ytring, som Viola udtaler om sin Sjæls Tilstand: