Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I Saisonens Begyndelse gjæstedes det danske Theater af en berømt tysk Notabilitet, Madame Schroder-Devrient, der optraadte i nogle Operascener, naturligvis paa Tysk. Man saae her betydelige Gaver, saa vel legemlige som aandelige, men som unegteligt vare paa Retur. Hun var vel noget over de Fyrretyve, da det danske Publikum gjorde hendes Bekjendtskab. Dette er et vel sildigt Tidspunkt til at fremstille sig for et nyt Publikum, der ikke bringer Kjærlighedserindringen med fra en mere glimrende Tid; thi det gaar med et godt Publikum som med Mennesker i det private Liv; har man set en Personlighed i sin Skjønheds Glans og Ynde, og denne har vundet vort Hjerte, da kan den ubarmhjertige Tid, selv naar Aarene have afbleget Billedet, ikke rent udslette det, der engang henrev os, ja vi se med Erindringsblikket det unge, straalende Aasyn af og til titte frem, saa at Forandringen synes os ringe og i alt Fald ingenlunde en saadan, at Nydelsen af denne Personligheds ydre Præg er tilintetgjort. Men den Fremmede, der første Gang ser en saadan Personlighed, dømmer anderledes; han har ingen Historie, ingen Forudsætninger at holde sig til, staar kold lige overfor det, der har varmet Tusinders Hjerter. Saaledes er det, og det kan ikke godt være anderledes. Jeg saae paa Madame Schröder-Devrients Spil med dyb Medfølelse. Aanden var endnu frisk, opadstræbende; med en fin kunstnerisk Phantasi hengav hun sig i sit Spil; det løftede hendes kunstneriske Sjæl ind i Ungdomsaarenes Drømmerier, men ak! hun drømte ene denne Drøm, Publikum blev koldt og skjænkede hende kun det for en virkelig Kunstner smerteligste Bifald, en kold, anerkjendende Applaus, hvori ligger, at man finder Fremstillingen agtværdig men uden Evne til at rive hen. Ligesom en Maler og Billedhugger ser med andre Øine, andre Fordringer paa et Kunstværk end den store Mængde, saaledes ser og en Skuespiller med andre Øine end det tilfældige Publikum. For mig havde hendes Fremstillinger, om end, som jeg maatte indrømme, med noget aftagende Kræfter, stor Interesse. De vare beaandede af virkelig Skjønhed og Inderlighed, og det berørte mig smerteligt, at de ikke fandt mere Indgang. Jeg tænkte: hvad er saa det Hele, naar en lidt for fyldig Figur, en noget

        

176 mindre stærk Stemme og især Kjendskab til Vedkommendes Døbeseddel gjør, at man ikke kan nyde en aandig Opfattelse og Gjengivelse; ikke kan beundre en fuldendt Plastik, en fin Nuancering af Musikens Skjønhed og Harmoni. Hvor tungt maa det dog ikke være, naar Sjælen har formaaet at holde sig ung, frisk, begeistret for det Ideale i Kunsten, da at stødes ud af Templet paa Grund af dette Legemes Forkrænkelighed. Kun Skuespillere kjende til denne Kval; ingen andre Kunstnere. En tysk Dame, som jeg adskillige Aar efter traf paa en af mine Reiser, fortalte mig meget om hende: at hun var anset for et højst uegennyttigt Menneske, nobel af Tænkemaade, godgjørende mod Fattige, en trofast Veninde, og meget mere til hendes Roes; da hun maatte ophøre med sin Kunsts Udøvelse, fortvivlede hun rent og flød hen i Taarer af Smerte over den Tomhed, hun nu følte. Dette er daarligt, udbryde Menneskene saa rask; ak, ja vist er det daarligt, thi det viser, at her er intet Indkjøb af Resignation gjort itide til Vinterbrug, men visselig er Overgangen fra at sværme i den ideale Verden til den, kun at bevæge sig i den virkelige, en Opgave, som kun de Færreste have noget Begreb om. Det er en Amputation af en meget smertelig Art. Kan man da ikke føre et idealt Liv uden at være Skuespiller, Sanger, Danser? Jo visselig! men den store Forskjel bestaar deri, at det selv at producere ophører. De fleste dramatiske Talenter formaa kun at nyde igjennem deres egen Produktionsevne; ophører denne, da ophører som oftest ogsaa Modtageligheden til at nyde, til at sætte sig i Stemning; thi for de Fleste bestaar deres Nyden i Arbeidet, i den Kamp, den Strid og den Seier, der er ivente; at hengive sig til en ideal Nyden, uden selv at producere, formaa kun saare faa af dem, netop fordi de have faaet mere end de Fleste, Evnen til i Fremstillingen at levendegjøre deres Nyden for Andre. Man tænke sig en Sanger med en henrivende Stemme, men indelukket i et Rum, hvor Ingen kunde høre en Tone; hvor længe tror man da vel, at han ene vilde fryde sig ved disse Toner? Men saa er det jo Altsammen Forfængelighed! Maaske, men den er menneskelig. Hvor længe mon en Digter vilde vedblive at skrive, naar intet Menneske læste, hvad han skrev? Hvor længe vedblev en Maler, en Billedhugger at arbeide, naar intet menneskeligt Øie frydede sig derover? Og en dramatisk Kunstner, der paa Grund af Omstændighederne tvinges til at ophøre med sin Kunst, uagtet Sjælen endnu er frisk og istand til at producere, er som den indelukkede Sanger, som den Maler eller Billedhugger, hvis Værker intet Øie frydes ved. En Dame fortalte mig engang, at den yndige Sangerinde, Mlle. Sontag, den senere Grevinde Rossi, som Grevinde i en stor Soirée havde henrevet hende, som alle de Tilstedeværende, ved sin fortryllende Stemme. Damen gik hen til hende ved Claveret for at udtale sin Beundring for den feirede, nu fornemme Dame. Grevinde Rossi vendte sig mod hende med store Taarer i Øinene og sagde: "Ak, det 177 Bifald, der her ydes mig i Aften, kan jo ikke andet end glæde mig, men min kjære Frue, hvad er dette imod at staa for et helt Publikum, som vi henrive, og som, idet det henrives, løfter os op til Gudernes Salighed! Min Gud!" tilføjedede hun ganske naivt, "hvor jeg længes efter en Gang igen at opleve et saadant Øieblik!" Hun fik omsider denne Længsel stillet; hun sang sig paany Berømmelse - og Døden til. Skal man fra et Theaterliv, især naar dette har været kronet med Held, indtræde i det rent private Liv, da maa dette Spring i mange Aar iforveien være forberedet. Der maa være Noget, hvori Ens verdslige Tilværelse da kan gaa op ved Siden af Forberedelsen til Livet hinsides, thi dagligt Arbejde er blevet en Nødvendighed, ikke alene indadtil, men udad mod Menneskene, og det gjælder da at finde et saadant, thi en fattigere Trøst end den, der ligger i Talemaaden: "at hvile paa sine Laurbær", kjender jeg ikke. Noget Forfærdeligere, noget Uhyggeligere end den Fortvivlelse, der ikke sjeldent griber en Kunstner efter et glimrende Kunstnerliv, kjender jeg lige saa lidt. Hvilken Sjælsfortabelse ligger der ikke i den Gjerning at skyde sig en Kugle for Panden, fordi Stemmen var tabt, som det berettes om en fransk Sanger! Hvilke Afgrunde aabnes ikke for vor Phantasi, naar vi læse Beretningen om den store franske tragiske Skuespillerinde Rachel, der i Dødsøieblikket udbreder sine Smykker, sine Diamanter paa Sengeteppet og udbryder ved Synet af den Herlighed, idet hun vrider sine Hænder: Og alt dette skal jeg forlade!