Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Fra Begyndelsen af Januar 1848 havde Christian den Ottende befundet sig i en noget sygelig Tilstand, der ved tilfældige Omstændigheder forværredes, saa Døden indtraf den 20de Januar. Til Trods for sine mange fagre Ord havde Christian den Ottende ikke formaaet at gjøre sig populair. Man havde ventet, at denne Konge, der hørte den nyere Tid til, skulde have dannet en Modsætning til Frederik den Sjette, i friere Anskuelser, i Kjærlighed til det nye Liv, hvoraf det unge Danmark var inspireret; man krævede noget Nyt i saa godt som alle Retninger, men for det Meste blev alt ved det Gamle, og dette Gamle var man forlængst træt af. Frederik den Syvende kom altsaa paa Thronen, den Prins, der mere end een Gang høit havde udtalt: Naar jeg bliver Konge, skal Folket faa en Constitution, saa fri som det kan ønske den. Leiligheden til at indfri dette Løfte kom snart. Den 18de Marts afsendtes en Stænderdeputation fra Rendsborg til Kongen for at fordre Slesvigs og Holstens Forening ved en fælles fri Forfatning og Slesvigs Indlemmelse i det tyske Forbund, med mere. Den 20de Marts afholdtes et offentligt Møde i Casino for at nedlægge Indsigelse imod, at dette Forlangende blev opfyldt, og Dagen efter afskedigede Kongen sit Ministerium for at lade danne et andet paa constitutionel Grund. Fra dette Øieblik af sank alt det Gamle herhjemme i sin Grav, og en ny Aand, et nyt Liv vaktes i Folket, der bevirkede et Fremskridt i alle

        

178 borgerlige Forhold, som maatte forbause Enhver. At slige Forandringer ikke kunne gaa for sig, uden at mange Institutioner, mange Forhold, mangt et Individ berøres smerteligt, er naturligt; et saadant Ryk i alle Baand, der i Mands Minde have fæstet sig, maa nødvendigt mærkes. De Gamle føle sig tilovers, og de Unge fare ofte frem med en Hensynsløshed, der har sin væsentligste Grund i, netop at de ere unge og utaalmodigt hige efter at sætte deres nye Syn igjennem; de fare frem i Stormskridt, ubekymrede om, hvad de nedtrampe i deres raske Løb. Men var ikke Stemningen ved disse Begivenheder bleven løftet i en saa kjendelig Grad, havde vor Krig i 1848 ikke baaret saaledes op, som den gjorde. Uforglemmelig er Folkebegeistringen fra hint Aar for mig