Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Skuespillet "Ninon" gjorde hos Publikum en Lykke, der steg med hvert Aar, det gik over Scenen, saa at man kan sige, at Tilløbet, Beundringen for dette Arbeide var størst, den sidste Saison det spilledes, otte Aar efter. Den gode Hertz var henrykt over Michael Wiehes og min Fremstilling; jeg husker, at han i Stykkets første Tid udbrød en Aften til mig: "Et saadant Sammenspil som Deres og Wiehes kan man forgjæves reise Europa rundt for at søge Magen til!" Med stor Flid havde jeg udarbeidet Memoreringen af min yderst vanskelige Rolle, og tør jeg slutte fra Publikums Interesse ved mit Spil, da maa jeg vel antage, at Arbeidet var lykkedes mig. M. Wiehes fortræffelige Spil bidrog overordentligt til at holde mig i Aande. Chevalierens Rolle maa vistnok anses for en af M. Wiehes fortrinligste; den skjønne, ungdommelige, naive Inderlighed, hvormed han spillede den første Del af Rollen, den erotiske Lidenskabs Styrke, som han formaaede at lægge for Dagen i den sidste Del, er vist aldrig overtruffet af Nogen. I femte Akt, hvor Lidenskaben stiger til et Slags Vanvid, maa han være uforglemmelig for Enhver, der har hørt disse dybe, hjerteskjærende Toner, set dette Udtryk i Øiet, hans stumme Spils fuldendte Kunst; i alt dette var en Illusion, der greb og maatte gribe enhver Tilskuer, som det greb mig. Saaledes at spille sammen, som vi To her, er en Nydelse, som de Færreste kunne gjøre sig nogen ret Forestilling om. I denne forfærde lige Scene i femte Akt blev der en Aften viist Wiehe og mig en Opmærksomhed fra Publikums Side, som jeg tror er enestaaende. Enhver som har havt Leilighed til at bemærke, hvor let Illusionen rives i Stykker for et Publikum til Skuespillernes Fortvivlelse, hvorledes en Coulisse, der vakler lidt, en Stol, der falder overende, et Baand, der titter frem fra en Dragt, hvor det ikke maa ses, som alt Goethe omtaler ved en Forestilling af "Hamlet", er nok til at frembringe en Latter hos Publikum, der tilintetgjør den mest rystende Situations Virkning, kan vel forestille sig, hvad det vil sige, naar pludselig i en 180 saadan tragisk Situation en Kat sætter sig i Ro og Mag ind paa Scenen, som om den ogsaa vilde være Tilskuer og have Nydelse af Spillet. En saadan indfandt sig netop i vor Scene i femte Akt, uden at Wiehe eller jeg anede det, thi ikke mindste Uro, Hvisken eller Støi var at spore i det tæt besatte Hus. Først efter Forestillingen blev det os fortalt, hvilken ubuden Tilskuer vi havde havt i vor Hovedscene. Jeg blev høist forbauset herover og ansaae dette Træk som et Tegn paa det høieste Bifald fra Publikums Side, som meget Faa vilde have kunnet opnaa.