Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Stoffet i dette Skuespil havde imidlertid adskillige Modstandere, og unegteligt lod det sig kun behandle af en Digter som Hertz. Hundrede og atter Hundrede vilde have lidt Skibbrud paa det. Den glimrende Form bar det nu frem. I dette Stof ligger forøvrigt en dyb psychologisk Sandhed, den nemlig: at vi ofte straffes paa vort uskyldigste Punkt, medens Straffen ligesom synes at udeblive paa de skyldigere. Ninon har vist mere end een Gang elsket uværdigt, men lige overfor denne Søn er hendes Kjærlighed, som hun siger, hendes "reneste", hendes "bedste", og netop her straffes hendes Kjærlighed paa det Forfærdeligste. For første Gang elsker hun her i sin fulde Ret, og netop her rammer Nemesis hende. Den eneste Gang hvor hun har Lov til at elske, forbydes det hende, og hendes Kjærlighed knuser og tilintetgjør dens Gjenstand. Eros er hendes Gud; hun har ikke kunnet leve ham foruden, og da hun endelig vil vende sig bort fra den lille falske Betvinger af hendes erotiske Natur til den trofaste Gud, der holder ud og ikke opbrænder sig selv, da stødes hun ud i Fortvivlelse, og hendes Livs Nødvendighed negtes hende for bestandigt. Heri ligger hendes tragiske Skjæbne. Alt tages fra hende paa een Gang; thi ve den Kvinde, der efter en saadan Catastrophe endnu formaar at nyde af det brusende, falske Bægers Drik, hvori Sanserne bedøves for at vaagne i sløv Tomhed. Vi se i denne mærkelige Begivenhed i den franske Verdensdames Liv, i hvilken Grad Forældrenes Synd straffes paa Børnene, og denne Begivenhed nedslaar med et Slag alle Ninons glimrende Beviset for Kvindeemancipationens Ret. Hele hendes aandrige Philosophi om det menneskelige Hjertes Rettigheder, der sættes over Familielivets moralske Grundvold, knuses med eet Slag, da hun her lige overfor sin Søn, der er blevel til efter disse Anskuelser, ser, hvorhen de føre, hvilken Forvirring de afstedkomme i Samfundet. Naar derfor Nogle have ment, at dette Stof er umoralsk, da maa de ikke have set, i hvilken Grad Moralen her viser sig som den hævnende Nemesis. For enhver tænkende Tilskuer maa dog hele denne Begivenhed føre Tanken hen paa det Moralske og ikke bort derfra. Hvilken Kvinde vilde vel ønske sig i Ninons Sted, naar hun ved Slutningen af Stykket ser hende tilintetgjort ved Virkningerne af et saadant Liv. Hvem vilde vel ikke gyse tilbage og udbryde i sit Inderste: " Nei , dette gaar ikke an "; og det er dog altid Slutningsmoralen i et Stykke, der fælder Dommen for eller imod.