Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

At jeg var glad, ja løftet op til en Slags Henrykkelse under Stykkets første Opførelse ved den Jubel, der ledsagede Forestillingen, kan vel Enhver let forstaa; jeg kom imidlertid ikke ud af min Ligevægt og fik ikke høiere Tanker om mig selv og min Forfatterstorhed end inden Stykkets Opførelse. Jeg glædede mig især ved Tanken om, at Heiberg nu var beroliget og glad paa mine Vegne. Jeg lo i mit Indre over den Magt, jeg udøvede over Publikum, ogsaa i denne Retning. Uagtet jeg, som sagt, ikke et Øieblik havde tvivlet paa Stykkets Virkning fra Scenen, ikke fordi jeg fandt det saa fortræffeligt, men fordi jeg vidste, at Lystighed, Liv og Friskhed aldrig forfeiler sin Virkning, saa var jeg dog noget forbauset over, i hvilken Grad mit lille Arbeide greb alle, Unge som Gamle. Jeg maatte ofte le over Ytringer, der kom mig for Øre af Folk, hos hvem man mindst skulde tro, at de erotiske Strenge endnu kunde finde Gjenklang. Saaledes mindes jeg den bekjendte Peter Georg Bangs Henrykkelse, saa ofte han talte om Stykket til mig: "Jeg bliver ung paany," sagde han; "de lykkelige Dage, da jeg sværmede for min Kone, staa atter levende for mig; jeg maa være i hvad Humeur som helst, saa rykkes jeg ud af Alt, naar jeg ser den velsignede Lisbet og den ypperlige Sømandsgut Jokum. Veed De ikke," vedblev han, "hvem der kan have skrevet det prægtige Stykke? Jeg vilde saagu hellere have skrevet det end Alverdens berømte Comedier!" Og saaledes kunde han til min store Forundring vedblive, idet alt det Gnavne og Tørre hos Manden faldt bort, og et ungdommeligt Udtryk viste sig i Øiet, som jeg aldrig tidligere havde set Spor af. Den gode Suhr var ligeledes saa indtaget i dette Stykke, at han aldrig, saa ofte det i Aarenes Løb gik over Scenen, en eneste Gang forsømte at være i Theatret: "Jeg kan ikke blive siddende stille hjemme," sagde han, "naar jeg veed, at De spiller i "En Søndag paa Amager"; det er mig umuligt." At Nysgjerrigheden i høi Grad var vakt for at komme efter, hvem Forfatteren var, er naturligt, og ideligt blev Heiberg og jeg opfordrede til at betro snart En, snart en Anden denne Hemmelighed. Efter nogle Aars Forløb gik vel det Rygte i Svang, et Rygte der kom fra Theaterpersonalet, at det vist maatte være mig, men jeg tror dog ikke, at Nogen dengang fæstede Lid dertil. En Aften efter Opførelsen, hvor Suhr som sædvanligt havde været henrykt, sagde han til Heiberg, da han gik ud af Parquettet: "Sig mig dog, Heiberg, hvor er det muligt, at Forfatteren til dette Stykke kan finde sig i at være anonym; jeg synes, at han maatte navngive sig, naar han hører al den Jubel i Theatret, saa ofte det spilles." - "Oh," svarede Heiberg, "der kan jo tænkes saa mange Grunde til ikke at ville være bekjendt." - "Jeg kan ikke tænke mig en eneste," sagde Suhr. "Sæt," svarede Heiberg, "at det var et Menneske, der 183 er i stor Gjæld og frygter for, at hans Creditorer ved at se den Indtægt, Stykket skaffer ham, vilde strømme ind paa ham!" - "Ja, det var jo muligt," sagde Suhr ganske betænkeligt, "herpaa har jeg ikke tænkt." Den almindelige Mening var især i Begyndelsen til min store "Smigrelse", at Stykket maatte være af Heiberg selv. Den vittige Phister sagde imidlertid: "Nei, det tror jeg ikke; Heiberg slog før sin Fader og sin Moder ihjel, end han skrev Vers som dem, der findes i Stykket." Han var den Første, tror jeg, der fik en Anelse om, at det maatte være mig, en Mening han udtalte til Mange. Ogsaa til mig selv ytrede han den, og naar jeg leende spurgte ham, hvor Sligt dog kunde falde ham ind, svarede han: "Jeg veed ikke selv, men det er, ligesom De staar for mig fra først til sidst." Den Omstændighed, at Sangene ogsaa vare componerede af Forfatteren, forvirrede Mange; thi de tiltroede mig dog ikke denne Evne og vidste saaledes ikke, hvem de skulde gjætte paa. Frøhlich var, som vi havde ventet af ham, taus som Graven, thi jeg kan næsten ikke tvivle paa, at han fik Mistanke til mig, da vi aftalte Instrumentationen til Sangene, men hverken for mig eller for nogen Anden lod han sig mærke hermed, hvorfor jeg var ham yderst taknemmelig. Imidlertid, da vi Mennesker sjeldent i denne Verden nyde et Gode uden at betale vor Tribut til den strenge Guddom Nemesis, maatte ogsaa jeg ved denne Leilighed betale min. Krigen stod i Flammer, vort Fædreland kæmpede for sin Tilværelse mod en overlegen Styrke. Mine og Alles Tanker dreiede sig om dette Brændpunkt, og jeg havde ofte en Følelse af, at det var unaturligt, ja jeg syntes tidt uværdigt, at gaa og spille Comedie i en saadan Tid. Det var næsten heller ikke muligt at faa Folk paa Comedie, undtagen, som Overskou siger, naar der gaves "En Søndag paa Amager", et nyt Bevis paa. at et Publikum altid tiltrækkes, naar Scenen byder dem Contrasten af det, hvori de leve - som da man i den franske Revolution sad i Theatrene og græd over Hyrdestykker, hvori et Lam blev dræbt, medens Guillotinen dagligt huggede Hovedet af de ædleste Personligheder. Saaledes ogsaa her. Udenfor Theatret Sorg, Graad, Angest for Ens Kjære i Felten; fra Scenen en lille idyllisk Kjærlighedshistorie imellem en Amagerpige og en Matros, Sang, Glæde, Dans og Lystighed paa en Kro. Man hørte ofte Folk sige: "Det er velsignet at se dette lille, glade Stykke i denne Tid; man oplives, man opmuntres og rives ud af al den Angest og Sorg, man gaar i." Men for mig, der følte mit Fædrelands Skjæbne dybt, for mig var det ofte en stor Overvindelse, ja en Smerte at overgive mig til Udførelsen af min lille Lisbet med al den muntre Overgivenhed, som denne krævede. Forlod jeg Scenen og kom ud i Coulissen, da stod her Flokke af Folk, der kun talte om Død, Tab, Nederlag og Angest for, hvad den næste Time kunde bringe; at lukke Ørene herfor var umuligt, men da atter at træde ind paa Scenen, som om intet Tryk laa paa Sjælen, var sandelig ofte en Anstrengelse, der tog stærkt paa mig. Der var et

        

184 Øieblik Tale om at lukke Theatret i nogen Tid, og visseligt havde det været mig kjærkomment, men Mange mente, at det vilde være uheldigt, da Byen derved vilde faa et endnu tristere Anstrøg. Collin spurgte mig om min Mening: "Ja," svarede jeg, "visseligt er det tungt at skulle holde sine Tanker sammen til at spille i en saadan Tid, men det skal nu være vor Heltegjerning i denne Tid, at vi bør holde ud, ifald vi ved vort Spil kunne holde Gemytterne fra at blive altfor triste." Og jeg spillede og spillede ufortrødent, ofte over mine legemlige Kræfter. Men mangt et Træk i Folket, mangt et Træk fra Felten løftede En ogsaa, thi Folkestemningen var fortræffelig, ja beundringsværdig, og saadanne Tider give Styrke til Gjengjæld for det, de tage. Hvilken Følelse gik ikke igjennem den simple Mand, igjennem det simple Tyende i denne Periode. Med hvilken Glæde gav ikke Enhver sin Skjærv ved de Pengeindsamlinger, der skete for de Saarede, for de Faldnes Efterladte. Jeg erindrer endnu, at Suhr med Taarer i Øinene fortalte, at da hans Tjenestepiger havde givet deres sammensparede Skillinger, deres Linned til Lazaretherne, og han vilde erstatte dem dette, havde en Pige svaret: "Nei, Herre, jeg vil Intet have erstattet, thi saa havde jeg jo ikke den Glæde at have bidraget min Skjærv." Og saadanne Træk hørte man dagligt, Træk af den mest rørende Natur. Heiberg sagde ofte: "Det er da en velsignet Tid denne; alt Smaavrøvlet er jo forstummet; hvor en saadan Enhed i et Folk dog er forfriskende og styrkende!"