Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

En Dag i April kom Heiberg hjem og sagde: "Se her, vil du have en af de mange Viser, her falbydes i disse Dage paa Gaderne; jeg kjøbte den af en Dreng; jeg har endnu ikke set, om den duer noget." Jeg modtog den og satte mig strax ved Claveret for at spille Melodien, hvis Noder vare aftrykte paa Bladet, og sang til min jublende Glæde "Den tapre Landsoldat ". Aldrig glemmer jeg dette Øieblik! Ude af mig selv løb jeg ind til Heiberg og sagde: "Oh, kom og hør!" Og nu sang jeg "Den tapre Landsoldat" for ham, een Gang, to Gange, tre Gange, ja Gud veed, hvor mange Gange, thi jeg blev ikke træt af det. Enhver Fremmed, der kom ind ad Døren, maatte høre den, og Alle elektriseredes som jeg af den fortræffelige Sang. Gamle Molbech, som tilfældigvis var en af dem, der kom den Dag, talte ofte i senere Aar om den Virkning, min Sang havde gjort paa ham. Jeg sang den til den sildigste Nat, indtil jeg tilsidst var saa hæs, at jeg ikke kunde faa en Tone frem mere. Jeg mindes ikke Noget, der saaledes betog mig. Det viste sig her, hvad en lykkelig Digterinspiration formaar; man kan vist sige, at denne Sang virkede uendeligt til at holde Modet og Stemningen oppe, at den løftede og varmede de Kjække mer end noget Andet. Se, det formaar en Digter! Husk det, I som mene, at Digtekunsten er en Leg til ingen Nytte. Hvor dybt den almindelige Stemning var trængt ned, selv i Børneverdenen, 185 fik jeg et Bevis paa en Dag, jeg gik paa Christianshavns Vold for at trække frisk Luft. Jeg kom her forbi en Del ganske smaa Drengebørn, der stode hver med en Pind i Haanden. Midt imellem dem laa paa Græsset en ganske lille En udstrakt paa Jorden som død. Forskrækket over dette Syn spurgte jeg de Større: "Hvad feiler det lille Barn, er han syg? I have dog vel ikke gjort ham Fortræd?" Da traadte en af dem hen til mig, stillede sig foran mig med militair Holdning og svarede: "Jo, han er død; vi have slaaet ham ihjel, thi han var en Slesvigholstener." Den lille døde Slesvigholstener reiste sig nu op og sagde til de Andre: "Ja, i Dag maatte jeg nu finde mig i at være Slesvigholstener, og I sloge mig ihjel; men næste Gang skal en af Jer være det, og saa slaar jeg ham ihjel." Jeg gav Drengene nogle Smaapenge til at føre deres Krig med, og de toge Afsked med mig, idet der lød et skingrende Hurra. Man maa være i en Stemning som den, jeg, ja som Alle vare i paa hin Tid, for at forstaa Virkningen af saadanne smaa Træk.