Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Sommeren 1848 fyldte som sagt Alle med Spænding om, hvad Udfald vor Krig skulde faa, om vi skulde gaa tilgrunde eller med Ære komme fra den ulige Kamp. Saa fortvivlet vore Sager end syntes at staa, var Befolkningen dog ingenlunde betaget af Modløshed; den begeistrede Stemning bar Alle op, og man satte sin Lid til, at Forsynet vilde beskytte vor brave Hær og lede den til Frelse for vort Fædreland. Det var i denne Tid virkelig, som om alle Mennesker vare blevne bedre, som om Alle inderligere sluttede sig sammen, saa al Standsforskjel var udslettet, idet Høie og Lave levede i samme Interesse, Fædrelandets Frelse. Det er herligt at leve i en saadan Tid! Herligt, naar Livet bæres af en stor, ophøiet Tanke, i Stedet for at tabe sig i alle de smaalige Interesser, der ellers optage de fleste Menneskers Sind. Ens første Tanke om Morgenen, Ens sidste Tanke om Aftenen var Tanken om vore tapre Brødres Skjæbne, varme Bønner om, at et naadigt Forsyn vilde holde Haanden over dem og vort dyrebare Fædreland. Sommeren gik saaledes hen i Frygt og Haab, i Sorg og i Glæde. Kampen ved Dybbøl den 5te Juni bragte Alles Hjerter til at banke. De danske Kvinder fældede Vemodstaarer over de Ofre, denne Hædersdag havde krævet, og hvilken Kvinde ønskede ikke, at hun kunde have staaet ved Nordmanden Leopold Løvenskiolds og de svenske Brødre Lejonhufvuds og Sommelius's Side for med Taknemmelighedstaarer at række dem den sidste Hjælp, inden Øiet lukkedes i Døden. Disse Nordens Sønner, der vare ilede over til os for at kæmpe med os for vor Tilværelse, fandt Heltedøden den 5te Juni. Lykkelige Lod at have et Liv at give i en Sag, der er et Liv værd!