Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Stykket gjorde i Begyndelsen ikke den Lykke hos Publikum som "En Søndag paa Amager", men Tid efter anden stak "Abekatten" næsten "En Søndag paa Amager" ud og blev et Kassestykke. Imidlertid fik Stykket, der blev fortrinligt udført, dog strax mange Velyndere, deriblandt nuværende Geheimeraad Hall, der aldrig forsømte nogen Forestilling, saa ofte det gik over Scenen; ja saa pudsigt det end monne klinge, gik virkelig i nogen Tid det Rygte, at han var den anonyme Forfatter, et Rygte, der vel netop opkom ved hans stadige Nærværelse ved Opførelsen. Han selv sagde saa ofte til mig: "Det er mig umuligt at blive hjemme, naar jeg veed, at "Abekatten" spilles; jeg kommer i det fortræffeligste Humeur, naar Teppet gaar op, og jeg ser Dem, Fru Sødring og gamle Rosenkilde sidde paa Scenen; da har jeg strax en Følelse af Hjemlighed, Munterhed og Glæde, der virker uimodstaaeligt paa mig." Hvad han her har følt, gik lidt efter lidt over i det hele Publikum, saa at det mangfoldige Gange hændte, hvad jeg ikke mindes ved noget andet Stykke, at Publikum udbrød i stærk Applaus, idet Teppet 189 rullede op, forinden det endnu havde hørt et Ord eller en Tone. Det var Forudbetaling for den Nydelse, det saae imøde. Min stille Glæde herved kan kun lignes ved et Barns. Med Sandhed kan jeg sige, at ikke mindste Forfængelighed blandede sig heri. Jeg saae klart Spøgens store Mangler, men jeg glædede mig over, at Spøgen virkede uimodstaaeligt paa Tilskuerne, til Trods for Alt, hvad Kritiken maatte indvende imod den som Kunstværk. Undertiden greb en vis Skamfuldhed mig over at have vovet mig ud paa denne Vei, og ikke altid kunde jeg tilbagetrænge en vis ubehagelig Følelse, naar Bifaldet var større, end dette Arbejde fortjente; jeg skammede mig da og syntes, at jeg havde forsyndet mig mod den hellige Kunst og ledet Mængden paa Vildspor. Jeg blev derfor meget forundret en Aften i vort Hjem, da vi talte med Digteren Welhaven om dette Stykke, og jeg havde ytret mig lidt dadlende om det, til Dels for at skjule min Andel i det, og han da udbrød ivrigt og heftigt paa sin vante Vis: "Nei, heri er jeg aldeles ikke af Deres Mening, tvertimod, den hele Opfindelse af Handlingen, Charactererne, den hjemlige danske Tone er ligefrem genial." Ja, sandelig sagde han genial! Jeg vilde neppe tro mine egne Øren, men tilstaar, at jeg blev meget glad ved at høre denne skarpe, som oftest ufornøielige Kritiker udbryde saaledes i den ham egne varme Tone. Denne Udtalelse beroligede min kunstneriske Samvittighed. Da han var gaaet, sagde jeg til Heiberg: "Hvad synes du om Welhavens Udtalelse!" Min kjære Heiberg svarede: "Jeg synes, at han har Ret i, hvad han sagde."