Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det var ganske i sin Orden, at den Lykke, disse ubetydelige Stykker gjorde hos det theaterbesøgende Publikum, lidt efter lidt i Aarenes Række fremkaldte en Opposition i Kritiken; man ærgrede sig over, at de Saison efter Saison kaldte Folk sammen, der fra de tætbesatte Bænke lo hjerteligt, applauderede livligt, til Trods for Alt, hvad der med en comisk Heftighed prædikedes om, at man ikke maatte le, ikke applaudere, ikke indfinde sig, naar de spilledes. Det gik disse Stykker, som det ofte gaar en ung, smuk Pige, hvem man gjør sit Bedste for at bagvaske. Bagvaskelsen tros kun altfor gjerne, men naar den unge Pige selv viser sig, ser man paa hende med Velvillie og siger: hun er dog smuk og indtagende, og Bagvaskelsen glemmes, saa længe hun haves for Øinene. Jeg, som maaske bedre end nogen Anden kjendte disse Stykkers Mangler, har ofte selv været forundret over den Magt, de udøvede paa Tilskuerne, og jeg har da spurgt mig selv: "Hvori kan da egentlig denne Tiltrækning ligge?" Og jeg har da ikke kunnet udfinde anden Grund end den, at den Umiddelbarhed, den naive Glæde, den ungdommelige Frimodighed, hvormed jeg i hine Tider barnligt glad nedskrev dem, den er det, der ubevidst meddeler sig Tilskuerne og gjør dem selv unge, glade og naive, saa at de glemme al Kritiseren og forfriskes af

        

190 det, der engang uden al Kritik kom fra et friskt, freidigt, bevægeligt Sind. Hertz sagde en Gang til mig om disse Stykker - jeg havde lige saa lidt betroet ham som nogen Fremmed, at de vare af mig -: "Det er en meget uskyldig Forfatter, der ikke generes af nogen Kritik; ifald han ikke havde været det, vilde de ikke være blevne saa morsomme og fornøielige at se paa; man smittes af hans Ungdomsmagt og bliver selv ung." I en Række Aar ere nu disse Stykker gaaet over Scenen; hver Gang de efter nogle Aars Forløb paany fremdrages, ere de blevne hudflettede af Kritikens kloge Herrer, men se, den unge Pige viste sig, og Virkningen var og blev den samme. Man har i sin Harme over dem endog udfundet et nyt Skjældsord; man har kaldet dem "Duftvaudeviller". Ja ser I, mine Herrer, der har I netop truffet Sømmet paa Hovedet; ganske vist, de ere " Duftvaudeviller ", og det er denne Duft, der uimodstaaeligt har virket i det tætbesatte, lumre Hus som en Forfriskning, ligesom man paa en lummer Dag oplives ved Duften af en Reseda. Denne lille, grønlige, beskedne Plante bemærkes neppe imellem Pragtblomster, men den har en Duft, som virker oplivende paa Sindet. Her er egentlig slet ingen Kunst, her er en umiddelbar Natur, der, hvor lavt man end vil sætte den, virker ved, at den ikke gjør Fordring paa nogen Virkning. Og hvad der gjælder om "En Søndag paa Amager", gjælder ligesaa om "Abekatten" *. Nu vel, lad det Hele være Intet, en Leg, et lille Maaneskinssværmeri, et romantisk Tidsfordriv, hvori Forfatteren har forfrisket sig efter andet anstrengt Arbeide; noget Virkeligt maa der dog være i denne Leg, eftersom Publikum i mange Aar ikke er bleven kjed af Legen, men stadigt har ønsket den om igjen. Min Undskyldning er altsaa, at jeg som dramatisk Forfatter har forlystet mig med en Leg, som Hundrede og atter Hundrede efter mig have fundet Morskab i at fortsætte.