Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det nye Liv, det Røre, de Omvæltninger saa godt som i alle Forhold, som Frihedens Morgenrøde i Danmark nødvendigt maatte føre med sig efter den store Begivenhed i 1848, kunde ikke blive uden Virkning paa Kunstens Omraade. Enhver havde Lyst til at drikke sin Part af det fulde Bæger, Enhver vilde smage den unge Vin, til Trods for, at den endnu ikke havde eller kunde have afgjæret; Enhver i sin Sphære følte Trang til ogsaa hos sig at lukke Vinduer og Døre op, for at den friske Luftning ogsaa kunde naa til ham. Enhver vilde være med i dette nye Arbeide og krævede som en Ret, *

191 at ogsaa hans Stilling undergik væsentlig Forandring. Den store Omvæltning i Statsstyreisen fremkaldte mange smaa. Ingen kunde finde sig i at sidde stille i det Vante, om end dette var aldrig saa godt, Forandring i Alt var Løsnet. Skuespillere have ofte noget vist Barnligt, naar de ville gribe ind i Begivenhedernes alvorlige Gang, den lette Phantasi løber stedse af med dem; Udholdenhed i, hvad de ville, er ikke deres Sag; de blive ofte trætte paa Halvveien og opgive hurtigt, hvad de kort iforveien med Fanatisme havde besluttet at sætte igjennem; de ere Øieblikkets Børn, og Seighed i Handlekraften ligger rent udenfor deres Natur. Men denne halve Villiekraft kan dog ofte være farlig og skadelig, thi det er ikke altid let at standse, som er drevet til en vis Høide; Kuglen har faaet et Stød, og nu ruller den frem uden at kunne standses, hvor meget man end ønsker, at den igjen vilde løbe tilbage. Altsaa ogsaa Skuespillerne vilde gjøre noget Nyt ud af deres hidtil rolige, lykkelige Stilling, ligemeget hvad, kun noget Nyt. De havde set, at nogle faa kraftige Mænd havde sat det Utrolige igjennem lige overfor Konge og Land, hvorfor skulde de da ikke paa deres Omraade kunne gjøre det Samme? Mig forekom de ofte comiske i deres Heltetilløb, og de fandt sig godmodigt i, at jeg lo ad alle deres vilde Planer. Imidlertid, Noget maatte og skulde der gjøres; jeg saae dem ofte paa Theatret i tætte Klynger, ivrigt gesticulerende, med flammende Blikke, som Sammensvorne, der ruge over sorte Planer, der skulde slaa ned som Lyn over dem, de vilde ramme. Nielsen var især brillant i denne Positur og saae ud som en Hercules, der vilde omstyrte og knuse Alt, der kom i hans Nærhed. Mindst drømte jeg om, at den, paa hvem de agtede at lade Hævnens Sværd falde, var Alles faderlige Ven og Velgjører, Geheimeraad Collin. Dog, der maatte jo sigtes paa et høit Maal, naar Kampen skulde have nogen Anseelse. Fra min Barndom af havde jeg været vant til at se Alle, Store og Smaa, ty til denne Mands Mildhed og Hjælpsomhed i Nød og Trængsler; Alle kunde aflægge Vidnesbyrd om hans Hjertensgodhed. Uden nogensinde af personlig Erfaring at have kjendt Nød og Trang, havde Collin en saadan Humanitet, var saa blottet for al Sneverhjertethed, at enhver Klage altid fandt Vei til hans Medfølelse, og mere end een Gang har jeg set ham ligesom rødmende høre paa, naar Nogen vilde aflægge ham Regnskab for den Elendighed, hvori de vare komne; altid var han, saa vidt det stod til ham, rede med Hjælpen. Han var Alles Fortrolige, og der var ikke En af det hele Personale, som ikke skyldte ham varm Taknemmelighed for, hvad han havde været for ham. Ved Siden heraf var Collin en kraftig og bestemt Mand og den Eneste af de flere Directeurer, som Bestyrelsen den Gang bestod af, der virkelig befattede sig med Arbeidet og holdt det gaaende. Dette vidste og følte Skuespillerne; hvor ofte havde jeg ikke hørt dem erkjende dette! Min Forundring var derfor stor, da man kom og

        

192 vilde gjøre mig delagtig i den Revolution, som skulde være Skuespillernes 1848, og som bestod i hverken mere eller mindre, end at Alle skulde indgive en Adresse, efter den første Plan til Kongen, men efter en senere Beslutning til Levetzau, hvori hele Personalet bevidnede Levetzau sin uskrømtede Høiagtelse og Hengivenhed, og hvori man imellem Linierne læste Haabet om en snarlig Forandring i Theaterbestyrelsen, hvorved Collin traadte tilbage, og Levetzau blev den Eneraadende. De vigtigste Ledere, Nielsen, gamle Rosenkilde og Phister, fik vel nogle Svage i Aanden overtalte til at slutte sig til dem - desværre var selv M. Wiehe, besnakket af det Nielsenske Hus, med til at ville krænke den Mand, som havde fra hans tidligste Ungdom hjulpet og støttet ham paa saa mange Maader - men de mødte Modstand hos Mange, der endnu bevarede Erindringen om Collins Godhed imod dem, og som negtede at underskrive en Tillidsadresse til en Mand, de knap kjendte, undtagen naar han ved festlige Anledninger, bestjernet, modtog deres ærbødige Hilsen; hvis Manerer og hele Holdning de ved Prøver og andre Leiligheder havde set de samme Skuespillere, der nu vilde hylde ham, efterabe og latterliggjøre, og om hvem de hundrede Gange af de Samme havde hørt, at en saadan Chef var et rent Nul, som Theatret havde bedst af at undvære. Jeg var en af de Første, hvem man overrakte det vigtige Dokument til Underskrift. Jeg veed ikke, hvilken Følelse der i dette Øieblik var stærkest hos mig, Forbauselse eller Bedrøvelse. Stille negtede jeg min Underskrift og kjørte den Dag hjem fra Prøven, vemodig over Menneskenes Glemsomhed og Utaknemmelighed. Ved min Hjemkomst gik jeg strax ind til Heiberg og meddelte ham det Passerede. Hans Forbauselse var ikke mindre end min. Det havde sat de Herrer Ledere i nogen Forlegenhed, at jeg, der skulde throne i Spidsen for Navnerækken, havde negtet at underskrive; men man vidste at hjælpe sig; man besluttede at henvende sig til Levetzau i hele Personalets Navn , uden Hensyn til de manglende Underskrifter, og denne Beslutning blev virkelig udført. Jeg har sjeldent set Heiberg saa vred, som da dette kom til hans Kundskab. Han skrev el meget skarpt Brev til Rosenkilde, hvori han sagde, at hvis nogen af dem oftere vovede i den Grad at misbruge hans Hustrus Navn, da vilde han ad Rettens Vei kræve dem til Regnskab for en saadan Anmasselse.