Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Resultatet i den almindelige Mening blev, at baade Collin og Levetzau burde fortrække, for at yngre Kræfter kunde komme til Roret. Hvad Collin angaar, da tror jeg virkelig, at han var træt og Intet havde imod at fjerne sig, uagtet hans Interesse for Theatret var gammel og prøvet. Ogsaa er jeg vis paa, at dette sidste Træk af Personalets Utaknemmelighed smertede ham mere, end han vilde være ved, uagtet intet bittert Ord om Nogen kom over hans Læber, ja at han endogsaa kort efter med største Beredvillighed hjalp en af de 18, der trods det Passerede denne Gang som saa mange Gange tidligere tyede til hans Godhed for at reddes ud af en trykkende Forlegenhed; og at dette skete med den Mildhed og Delicatesse, som var ham egen, kan jeg saa meget vissere bevidne, som jeg selv var Mellemmanden for den Paagjældende hos ham. Jeg vil fortælle et Træk af ham i et lignende Tilfælde. En Formiddag kom jeg til ham, og i Samtalens Gang kom jeg til at nævne, at jeg paa Veien havde mødt et Tog bestaaende af tre Vogne fulde af Mennesker, der kjørte i Skoven, og at disse blev anført af en af Theatrets dengang meget yndede Sangerinder med Mand og Børn. Collin smilte og sagde: "Ja saa! I Aftes var hun hos mig og jamrede over, at hun i Dag ikke vilde have Mad til sine Børn, ifald jeg ikke strax hjalp hende med et Gratiale." - "Fik hun det?" spurgte jeg ham. Smilende svarede han: "Ja saamænd gjorde hun det!" - "Nej," udbrød jeg, "hvor er det dog muligt at gjøre Sligt." - "Ja, Herre Gud," svarede han, "hun har taget feil, da hun sagde, at hun trængte til Brød, hun mente til en Skovtur," og det saae ud, som om han ordentlig glædede sig ved Tanken om, at hun og hendes Børn havde en glad Dag, og jeg er vis paa, at han altid lige overfor hende har spillet den Uvidende i denne Sag. Collin var en nobel Natur; hans Hjerte og hans Forstand vare ikke adskilte, men tæt forenede. Saadanne Naturer forstaas ikke af Alle; det er kun de Nærmeste, der tilfulde se og vurdere et saadant Menneske. "Ak," 194 sagde engang hans ældste Datter til mig mange Aar efter hans Død, "hvor jeg dog længes efter igjen at møde Fader! Hvor findes en saa kjærlig Sjæl, saa beredt til at gaa ind i Andres Interesser og ofre sig for dem!" Læg nu hertil den overordentlige Dygtighed hos denne Mand, der i Frederik den Sjettes Tid var inde i Alt, hvad der krævede Arbeide og Anstrengelse, søgt af Alle, Store og Smaa, bestemt, villiestærk, saa at, hvor Collin havde Plads, Alle bøiede sig for hans raske, uinteresserede Handlekraft. Tarvelig og bramfri i alt sit Væsen, var Collin i Ordets skjønne Betydning en sand Borger med alle de Dyder, som høre til for at fortjene dette Hædersnavn. Han var helt og holdent en dansk Mand, der elskede sit Fædreland høit; jeg tror virkelig, at naar han, til Trods for al bornert Modstand, satte igjennem, at den danske Vaudeville fik Lov til at holde sit glimrende Indtog paa den danske Scene, saa udsprang dette af, at han rørtes ved den Danskhed, som i Ord og Toner her traadte Nationen imøde, og som derfor ogsaa blev grebet af denne med en Jubel, der forbausede de bornerte Kunstdommere. Er det ikke besynderligt, at en saadan Mand kunde møde en Behandling som den, Skuespillerne havde beredt ham, og det tilmed i Aaret 1848! Jeg var usigelig bedrøvet, ja, ifald Ordet kan bruges, lidenskabelig bedrøvet. Da derfor gamle Rosenkilde en Formiddag besøgte mig paa Søkvæsthuset, var det mig ikke muligt at tie, men jeg udbrød i heftige Klager over hans og hans Collegers Adfærd: "Herre Gud, Rosenkilde," sagde jeg, "tænk dog paa, hvad denne Mand i saa mange Aar har været for Eder Alle! Hvor tidt er De ikke selv gaaet med et tungt Hjerte til ham og gaaet trøstet fra ham! Hvor ofte har han ikke været Eders Talsmand hos Kongen, naar Næringssorger kuede Eder, saa I hverken vidste ud eller ind! Hvor human, ja kjærlig, uden al Embedsvigtighed, omgikkes han Eder ikke! Var han ikke den, paa hvem I kunde stole, naar alt Andet slog feil? Og betænk nu, at denne Mand ville I krænke for at hædre en Anden, som det hundrede Gange har forarget Eder at se i Spidsen for en Kunstanstalt, i hvis Anliggender han ikke havde anden Indsigt end Enhver, der af og til gaar paa Comedie, som holdt sig fornem, bydende lige overfor Eder og saa godt som aldrig satte sin Fod op paa Theatret, men kun tilstedede Eder Adgang til sig, naar I vare iførte Kjole og hvide Handsker. Og denne Mand, hvem I ofte omtalte som mig syntes paa den ubilligste Maade, ja gjerne gjorde latterlig, hvor det lod sig gjøre; denne Mand fêtere I nu, blot for at berede en prøvet Ven en Krænkelse, affectere at sætte ham høit; denne Mand, der Intet udrettede ved Theatret som Nr. 2, ham kunne I nu ønske skal blive Nr. 1." Saadanne Ord og mange lignende fløi fra min Tunge med den Varme, som kun kan opstaa hos mig, naar noget Godt forurettes. Jeg ser endnu i dette Øieblik Rosenkildes Ryg, thi han stod taus og stille i Kakkelovnskrogen med Ryggen vendt imod mig, som sad i Sofaen. Da mit Forsvar 195 for Collin var tilende, vendte Rosenkilde sig om. saa paa mig med et bedrøvet, halvt skamfuldt Udtryk og udbrød med stærk Stemme: "Ja , vi ere nogle Asner." - "Godt," svarede jeg, "saa tale vi ikke mere om den Sag."