Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Den offentlige Mening var under alt dette mere og mere stemt baade mod Collin og Levetzau; Feltraabet var overalt, at Theatret maatte undergaa en gjennemgribende Reform. Theatret maatte ophøre at være kongeligt og blive et Nationaltheater, det maatte som saadant underlægges Cultusministeriet med et aarligt bestemt Tilskud af Staten og undergivet Rigsdagens Control som andre Nationalindretninger. En saadan Forandring maatte blive af den største Betydning for Theatrets hele Fremtidsliv, men dette blev af mange, især af Kunstnerne, ikke strax set eller forstaaet; der gik Aar hen, inden man ret begreb, at denne Omdannelse, som i første Øieblik paa Grund af hele Landets Stemning ansaaes for en Ære, vilde bringe Mange til Fortvivlelse, naar de ret fik Øinene op for, hvilken Betydning det for Kunsten kan have at komme ind under en Rigsdag, i Stedet for som hidtil at staa i et Slags patriarkalsk Forhold til Kongen og de Mænd, han havde stillet i Spidsen til at varetage Kunstens og Kunstnernes Interesse. I Mai 1849 blev Theatret da og af Kongen henlagt under Cultusministeriet; det kom altsaa til at staa under Madvig. Det var os Alle en Ære og en Trøst, at netop denne dannede, humane, sandhedskjærlige Mand tog Theatret i sin Haand. Paa Theatret levede og aandede man kun for, hvorledes Theaterforholdene vilde blive ordnede. Erfaringen havde viist, at imellem de 3 à 4 Directeurer, som Directionen hidtil havde bestaaet af, var det dog bestandigt kun En, der i Sandhed styrede Theatret, og at de mange Hoveder kun vanskeliggjorde Arbeidet i Stedet for at lette det. Det var derfor ofte offentligt udtalt, snart i smaa trykte Piècer, snart i Bladene, at det Retteste vilde være at sætte een Mand i Spidsen for Theatret med den hele Myndighed og det hele Ansvar. Man forudsaae, at Madvig vilde tiltræde denne Mening, og var nu spændt paa, hvem han vilde vælge. Rygtet nævnede snart En, snart en Anden, som man vidste ikke vilde undslaa sig for at modtage Embedet, naar det blev ham tilbudt; thi det er det Mærkelige, at uagtet Erfaringen til alle Tider viser, at den Dødelige er ikke født, der kan tilfredsstille et Kunstnersamfund, for ikke at tale om Publikum, saa har dog dette, som mig synes, vanskeligste, byrdefuldeste, utaknemmeligste af alle Embeder stedse fundet mange Liebhavere.