Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

En skjøn Dag fik Heiberg en Billet fra Madvig, hvis Omgangsven han var, om at komme til ham i en vigtig Sag. Madvig tilbød nu Heiberg at stille ham i Spidsen for vort Nationaltheater, med udelt Myndighed i alle Forhold. "Der er ikke en Mand i Landet," sagde Madvig, "som jeg ifølge min Samvittighed kan tilbyde Posten uden Dem." Heiberg bad om nogen Tids 196 Betænkning. Ved sin Hjemkomst meddelte han os, hvad der var bleven ham tilbudt. Han, men især jeg, var meget betænkelig, jeg endog mere end betænkelig, jeg var næsten ulykkelig ved Forestillingen om, hvad han her udsatte sig for, og hvad der paa denne Bane kunde møde ham. I Aarenes Løb havde jeg, om end dengang ufuldstændigt, lært at indse, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt, det er at tilfredsstille Kunstnernes mange, ofte barnagtige Fordringer; lært, hvor lidt deres Venskab, deres Velvillie er at stole paa; lært, hvorledes de, naar deres Lidenskab er sat i Bevægelse, ikke sky noget Middel til at skade og modarbeide den, der, om end af de gyldigste Grunde, nødes til ikke at understøtte, hvad de attraa. Jeg gøs ved Tanken om, at min kjære, sanddru Heiberg skulde begive sig ind i dette Mylr af Lidenskaber af enhver Slags, at han, der hadede Vrøvl fremfor Alt, nu skulde indvie sit daglige Liv til denne Plage, som jeg vidste var ham den største; at dette skulde tilintetgjøre vort stille, huslige Samliv i Hjemmet, denne Kilde, hvoraf jeg hidtil havde hentet fornyede Kræfter; at denne velgjørende Ro skulde afløses af Uro fra Morgen til Aften, hans stille Digterliv forvandles til Kamp med alle de Prætentioner, som gjøre Theaterlivet saa besværligt. Jeg frygtede for, at Heibergs Troskyldighed lige overfor alle Slags Intriger - thi den, som selv aldrig intrigerer, tror ikke let, at Andre gjøre det - skulde berede ham Skuffelser, der vilde virke skadeligt paa hans lykkelige, muntre Sind. Ogsaa laa hans Ære mig paa Hjerte som min egen, og jeg gøs ved Tanken om den Mulighed, at han ikke tilfulde skulde kunne udfylde de mange store, men især de mange bittesmaa daglige Krav, der stilles til den, som fra Morgen til Aften skal bevæge sig i denne urolige Verden, som kaldes den ideale, men som, Gud bedre det, oftest er meget uideal. Jeg gøs ved Tanken om, hvorledes da min Stilling vilde blive ved Theatret. Jeg havde hidtil staaet mig godt med mine Kammerater, mit Theaterliv havde i Sandhed været lykkeligt, men hvorledes vilde det herefter blive? Jeg vidste forud, at hvad der saa end rammede mig, skulde jeg have Kraft til at bære det taalmodigt, men hvorledes skulde jeg kunne bære, om man forurettede Heiberg? Ja, jeg var høist urolig. Paa den anden Side havde Heiberg jo fra sin tidligste Ungdom i høi Grad interesseret sig for Theatret og ofte fundet, at der var noget Underligt i, at han stod udenfor dets Styrelse; hans Stilling som dramatisk Forfatter, hans mange dramaturgiske Afhandlinger, hans kritiske Sans, hans musikalske Dannelse, hans nøie Kjendskab til fremmed Litteratur og til Udlandets Theatre, alt dette i Forening med hans store Kjærlighed til en Kunst, hvorpaa han jo selv havde sat sine bedste aandelige Kræfter, maatte vel være Adkomst til en Stilling, hvor det gjaldt om at løfte vort Theater, der unegteligt i de sidste Aar sygnede hen af Mangel paa Holdning og Enhed hos Bestyrelsen. Jeg havde ofte ønsket ham i en større

        

197 Virksomhed, der kunde rive ham ud af det stille Studerekammers Ensomhed og give ham Leilighed til at virke livligere udadtil; hans Moder og jeg vare ofte ængstelige over, at den blodrige Mand Dag ud og Dag ind sad bøiet over sit Skrivebord uden synderlig legemlig Bevægelse og saa godt som kun i Selskab med os To og de faa, prøvede Venner, der udgjorde vor Kreds. Naar vi da sagde til ham: "Du sidder her bestandigt hjemme, hvorfor søger du ikke mere Omgang udadtil?" svarede han: "Jeg trænger ikke dertil; jeg er fornøiet som jeg har det." Saa lykkeligt dette nu end var for os, frygtede vi dog for, at han legemligt skulde tage Skade af den megen Indesidden; men vist var det, at han altid var livlig, elskværdig og oprømt og udgjorde Lykken i vort Hjem. Han vaklede endnu noget, inden han vilde give Madvig sit Ja. Da kom en Dag et Brev fra Madvig med en indstændig Begjæring om en hurtig Beslutning. "Jeg vil meddele Dem," skrev Madvig, "at ifald De virkelig giver mig Nei, da har jeg kun En at ty til, nemlig Hr. - - -." Vi forfærdedes ved at læse dette Navn, thi den Paagjældendes aandelige Uformuenhed var os velbekjendt; Madvig klagede ogsaa i stærke Udtryk over det Uheldige i at maatte ty til et saadant Valg. Da gav Heiberg sit Samtykke. Saa snart hans Udnævnelse blev bekjendt - den faldt i Slutningen af Juli - hilstes den i Bladene med Velvillie og Haab. Paa Theatret vare naturligvis Følelserne blandede. Vor mangeaarige Ven Oberst Tscherning udbrød: "Nu har Fru Heiberg faaet den vanskeligste Stilling i Landet!" Gamle Rosenkilde var en af de Første, der kom glædedrukken ind til Heiberg og sagde: "Ja, nu er der endelig sket, hvad forlængst burde være sket; kan nu ikke Theatret trives under J. L. Heiberg, saa lad det gaa ad H...... til, thi saa er det ikke bedre værd." Vi troede, at Nielsen vilde geraade i en sand Bersærkergang ved denne Efterretning, men hvem kunde beregne dette Menneskebarn? Paa Grund af Vaudevillernes Lykke, foruden meget Andet, hvorved hans Misundelse var vakt, havde Nielsen alt i mange Aar været i skarp Opposition mod Heiberg og kom aldrig i vort Hus. Stor var derfor vor Forundring, da han en Formiddag traadte ind i vor Stue i Selskab med Overskou, og i varme, begeistrede Udtryk udtalte sin Glæde over Heibergs Udnævnelse, ja han udbrød i disse, i hans Mund mig uforglemmelige Ord: "Nu er der gaaet en Sol op over det kongelige Theater!" - i den Grad var Levetzau glemt, som om han aldrig havde existeret. Overskou, der kjendte hans tidligere Stemning saa vel mod Heiberg som mod mig, kastede et stjaalent ironisk Blik hen til mig, og vi havde begge Møie med at skjule et Smil. Ak, jeg kunde ikke glæde mig over dette hans Udbrud; thi af Erfaring vidste jeg, hvad slige Udtryk af ham betød, og hvor liden Rod der var i dem. En af de Lykkelige var Phister. Heiberg havde bestandigt en stor Beundring for Phisters Talent, ja han satte ham ubetinget over Alle. Dette vidste Phister og glædede sig derfor ved at

        

198 have Heiberg som Directeur til sin enthousiatiske Velynder. Heiberg førte endog sin Beundring for Phister som Skuespiller over paa hans Personlighed og vilde aldrig taale, at Nogen angreb denne i hans Nærværelse. Hvor ofte har Heiberg ikke ved vort Aftensbord været Phisters Talsmand mod Angreb snart af En, snart af en Anden. Heiberg var en forunderlig trofast Natur; havde han først kastet sin Hengivenhed paa Nogen, da var det ham næsten umuligt at vende denne til kjøligere Følelser. Han havde et helt Raisonnement om denne Sag fuldfærdigt; det lød i Korthed omtrent saaledes: "Den, jeg først har skjænket mit Venskab, kan ikke blive det berøvet; i Udholdenheden ærer jeg mine egne Følelser; det er mig selv, det gaar ud over, hvis jeg kan forandre dem; hvad jeg engang har sat høit, maa beholde denne Plads hos mig; jeg nedsætter mig selv, idet jeg opgiver, hvad jeg engang har optaget i min Sjæl." Jeg erindrer, at han en Gang sagde: "Ligesom den, der engang har stjaalet, vedbliver at være en Tyv sit hele Liv igjennem, selv om han aldrig stjæler mere, saaledes er den, der engang er min Ven, min Ven for bestandigt, selv om han paa en eller anden Maade gjør Noget, der er mindre venskabeligt imod mig!" Naar vi da sagde: "Men er det da umuligt at bryde et Venskab?" svarede han: " Ja, næsten."