Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Til Trods for alle de skjønne Udbrud af Glæde og Forundring i Anledning af Heibergs Udnævnelse, der løde for mig baade paa Theatret og udenfor, gik jeg Fremtiden imøde med et tungt og ængsteligt Hjerte. Det var *

199 naturligt, at Mange rystede paa Hovedet ved den Omstændighed, at Directeurens Kone var Theatrets første Elskerinde. I dette Punkt følte jeg dog ingen Uro. Jeg stod mig godt med Alle paa meget Faa nær, som lede af sygelig Misundelse over mit Held, over min Stilling til Publikum, og disse Faa vare - vel at mærke - Mænd og ikke Kvinder. Jeg har aldrig, saa mærkeligt det end kan lyde, lige til dette Tidsrum af mit Theaterliv, lidt af nogen Skuespillerindes Misundelse. Jeg stod mig godt med dem Alle, og ofte rørte det mig, naar der blev tildelt mig en Rolle, som en anden Skuespillerinde havde ønsket sig, da at høre hende sige: "Ja, det er en anden Sag, spiller Fru Heiberg Rollen, træder jeg tilbage, men heller ikke for nogen Anden." Jeg følte som sagt paa dette Punkt ingen Uro, thi hvad kunde, rent ud sagt, en Theaterdirecteur gjøre for mig? I mange Aar havde ethvert originalt Arbeide, der blev indleveret til Theatret, været ledsaget af en indstændig Bøn om, at jeg og ingen Anden maatte komme til at spille den kvindelige Hovedrolle. Forfattere og Oversættere havde aldrig saa snart indleveret deres Arbeider, før jeg fik Brev fra dem med bønlig Anmodning om at tage mig af Stykket ved at spille deri; i modsat Fald ansaae de Stykket for tabt. Her var ikke Tale om at blive protegeret af Directeuren; det Vanskelige for mig var ikke det, at erholde Roller, men det, at blive fri for den Masse af Arbeide, der blev lagt paa mig, og som jeg ofte var ved at segne under, saa at mit Legeme havde ondt ved at holde sig opreist, thi jeg blev misbrugt baade til Godt og til Ondt. Jeg vidste med mig selv, at jeg, saa vel som Heiberg, med Taknemmelighed vilde gaa ind paa, at jeg spillede mindre end hidtil. Jeg vidste med mig selv, at en saadan Dumhed aldrig kunde falde mig ind som at hovmode mig over den Stilling at være Directeurens Kone, og jeg troede, at ogsaa alle Andre ved Theatret vidste, at Hovmod lige overfor andre Talenter ikke hørte mig til; havde dette været Tilfældet, da veed Gud, at jeg i de foregaaende Aar havde havt mere end nok Anledning til at vise dette, men mit Valgsprog var den Gang som senere: "Ydmyg i Lykken, frimodig i Ulykken." Det var altsaa ikke Noget af det, som Andre frygtede, der gjorde mig betænkelig ved Heibergs Udnævnelse, saa at jeg i et mismodigt Øieblik udbrød: "Ak, nu er min bedste Tid forbi ved Theatret!" Det var Tanken om, hvad vor huslige Lykke vilde tabe i Ro og Fred; thi jeg kjendte saa meget til den Stilling, hvori han nu skulde indtræde, at jeg forudsaae, hvilken Uro den medførte fra Morgen til Aften for den, der virkelig vilde tage sig af Sagerne med Liv og Sjæl, og jeg vidste, at paatog Heiberg sig Noget, da var det med en Alvor, en Udholdenhed, der vilde optage ham ganske, thi alt Sløseri, alt Jaskeri var ham modbydeligt. Dernæst hidrørte mit Suk fra den Mistvivl, som jeg i Aarenes Løb havde faaet om Muligheden af at tilfredsstille de mange, ofte barnagtige Gemytter, 200 der altid findes i et Theaterpersonale, alle de her herskende Prætentioner, alle de Illusioner, al den Indbildning, som her raadede om egen Storhed, om en Uret, hver især tror at lide ved ikke at blive paaskjønnet efter Fortjeneste. Al den Mangel paa Herredømme over Lidenskaberne, al den Usandhed, som bliver Følgen af Lidenskabernes Magt, alt dette skulde Heiberg, det sandhedskjærlige, ridderlige, noble Gemyt, give sig i Kast med! Hvor var det muligt, at han mere end de mange tidligere Directeurer skulde kunne uskadt gaa ud af denne daglige Kamp? Jeg skjælvede ved Tanken om alt dette og var i Uro fra Morgen til Aften. Til ham selv, der med Freidighed og varm Interesse gik sin nye Stilling imøde, nænnede jeg ikke at udtale al min Bekymring; men for hans Moder udøste jeg mine Klager og min Frygt. Hun trøstede mig vel paa det Bedste og sagde, at Heiberg vel var Manden for at holde alle de stridende Elementer i Tømme, men til Trods for Alt, hvad hun sagde, var Enden paa vore Samtaler dog en Rysten paa Hovedet fra min Side. Af alle vore Venner var der Ingen, som varmere og ivrigere tog Del i den Ære, der blev viist Heiberg, end vor trofaste Ven Etatsraad Suhr. Han kastede formeligt sin Kjærlighed paa Madvig for dette hans Valg. Han kom flere Gange om Dagen for at tale med os herom og sagde ofte til mig: "De veed, hvor megen Pris jeg sætter paa Heiberg; jeg har altid syntes, at man herhjemme ikke noksom paaskjønnede ham, og har ofte forarget mig over, at medens man hylder snart En, snart en Anden, bliver Saadant aldrig Heiberg til Del. Og hvorfor? Fordi han aldrig har beilet til det, og det hører nu engang til." - Naar jeg fortalte Heiberg disse og lignende Ytringer af Suhr og mange Andre, svarede han med det beskedne Udtryk, han altid havde, naar Talen gjaldt ham selv: "Aa, det veed jeg ikke, hvad skulde de gjøre ved mig? Alle slige Udmærkelser er jeg helst fri for." Suhr var barnagtig stolt paa Heibergs Vegne, som om han havde været hans egen Søn, og spurgte ofte i denne Tid Heiberg: "Er der Intet, jeg kan gjøre for Dem?" Og til mig sagde han: "Jeg vilde saa gjerne forskaffe Heiberg en lille Glæde, naar jeg kun vidste, hvori den skulde bestaa." Han kom nu i Tanker om, at Heiberg var en lidenskabelig Astronom; han kom derfor en Dag og sagde halvt forlegen til ham: "Heiberg, det er i Dag faldet mig ind, at De ofte har udtalt Deres Roes over en af mine store Kikkerter, vil De have den?"- "Ja, det vil jeg rigtignok," svarede Heiberg muntert, "jeg trænger netop til en af den Størrelse til mine Observationer." - "Godt," sagde Suhr, "saa sender jeg den i Morgen." Heiberg havde det for alle virkelige Digtergemytter eiendommelige barnlige Sind. Uophørligt spurgte han Dagen efter, om Kikkerten ikke var kommen; hver Gang det ringede paa Døren, sprang han op og sagde: "Der er Kikkerten!" Og naar han da blev skuffet, udbrød han: "Bare Suhr ikke glemmer at sende den!" Da den

        

201 virkelig kom, kunde han som et andet Barn hverken spise eller drikke; uophørligt til langt ud paa Natten betragtede han sin Gave, tørrede og pudsede Glassene, og klappede dem, som et Barn klapper sin Dukke. "Hvor er Ludvig dog barnagtig," sagde ofte hans Moder, "men det er just dette, jeg finder saa elskværdigt hos ham." Naar vi da sagde til ham: "Hvordan skal det nu gaa Dig med Astronomien, nu faar Du jo herefter ikke Tid til at befatte dig med den;" da svarede han: "Jo, det skal være min Opmuntring efter Arbeidet!